– Du hægter dig lidt på den bornholmske fødevarebølge uden at have andre bornholmske ingredienser end de der førderfisk. Er det ikke lidt tamt?
Smilende svarer den kommende restauratør, at han på ingen måde hævder at have bornholmske produkter, men drømmer om at kunne få lavet nogle produkter her på øen – han vil faktisk gerne i kontakt med nogen, der har lyst til at "lege" sammen. Måske nogen der vil lave en muslingefarm, tangproduktion eller noget helt andet. Hvis man har gang i noget af den slags, eller har en idé om at gøre det, kan jeg kun opfordre til, at man tager sin frokostsult med ned til FANGST til sommer, spiser lidt konserves og får sig en god snak med Martin.
– Der er altså så mange passionerede mennesker, som faktisk gerne vil skabe noget og få integreret havet, kysterne og havnene igen. Så hvis jeg kan være med til det, og måske være med i nogle projekter, så kan jeg måske finde ud af, hvilke råvarer vi rent faktisk kan få fat på, som er bæredygtige for havet.
Det lyder jo, som om Martin faktisk er stik modsat af “Den Bornholmske Konservesfabrik”, der i den grad snylter på det bornholmske fødevarebrand og beholder navnet, selvom de for længst har flyttet fabrikken og flere af produkterne slet ikke kan forbindes til Bornholm. – Hvornår har der været hummere i Østersøen? Det tror jeg ikke, at der har nogensinde, så bliver det ret svært at lave en bornholmsk hummersuppe…
Han fortalte mig, at Kirsten og han har købt en sommerlejlighed, og det er da et statement om, at han mener det med Bornholm alvorligt. Nu skal vi bare have dem overtalt til at flytte herover permanent.
Hvad kommer der til at ske på FANGST?
Jeg kigger mig omkring i det tomme lokale, og det er, som om Martin kan læse mine tanker og straks begynder han at fortælle om, hvor der skal være hylder, borde og alt muligt andet, men jeg får hurtigt stoppet ham og spurgt, hvad man egentlig kan forvente at kunne kaste i ganen, når man til sommer træder ind i det gamle fiskerskur med den fine udsigt.
– Naturligvis kan man få den samme servering, som man kunne, da vi var her sidst, men nu kan man jo også købe produkter fra vores andre brands; HØST og VILDT. Sidstnævnte bliver en paté af vildtkød. Sådan kan man sammensætte sin helt egen frokost…
– Hov jeg har helt glemt at fortælle, at vi også får lavet vores eget knækbrød, hvor tang er en af ingredienserne, siger Martin og rækker mig et stykke.
Det smager virkelig godt, og jeg kan sagtens forestille mig, at det kommer til at gå godt i spænd med førderfiskene og de andre lækre produkter. Måske er det ovenikøbet noget der, med tiden, kunne produceres her på øen – men nok ikke af Nyker Brød…