Hun giver gerne en kop kaffe, mens folk kigger rundt, men der har været fart på siden åbningen, og hun skynder sig at sætte kedelen med vand over i baglokalet, mens hun uddyber.
– Det er én ting, at man aldrig tjener penge på det, men det er noget helt andet, når min livskvalitet begynder at blive meget ringe, fordi jeg har ondt hele tiden.
Det er dog ikke helt nyt, at hun har ondt i kroppen, fortæller hun. Men i 10 år har hun stået i butikken og udført de tunge opgaver sammen med en anden, og siden han stoppede har hun ikke haft en afløser, når kroppen har gjort vrøvl.
– Det er noget andet, når man står her alene. Der er for meget at lave, og jeg mister mit overskud, fortæller hun.
Hun har ellers næsten lige afholdt 12-års jubilæum i butikken, som åbnede i 2012.