Livet er bar’ dejligt

Tilværelsen er blevet bedre end Preben Andersen turde håbe på, da han allerede i en alder af 14 år valgte at forlade skolesystemet. I dag er han 53 år og har kørt asfalt tyndt både som lastbilchauffør og professionel rallykører. Og i dag giver han den sammen med sin kone Sabine gas som glad indehaver af tre værtshuse i Rønne.

Der er stadig småt befolket på gågadens pub O’Malley i Rønne, hvor lamperne brænder dunkelt over baren og rundt omkring i det orangefarvede rum med tætstående mahognifarvede stole, borde og bløde bænke. Men det er der nu intet besynderligt i. For klokken er kun 12, og selvom det er fredag, ventes det store rykind af tørstende gæster først langt senere på dagen. Alligevel er barejeren, Preben Andersen, som altid at finde fra kl. 11 bag baren, under en krans af drikkeglas - parat til at betjene de formiddagskunder, der alligevel måtte være tørstige efter kaffe eller stærkere sager.

En orange tidslomme

For barejeren begynder arbejdsdagen faktisk allerede kl. 7, når han rutinemæssigt går en runde i byen. Først skal de to brune værtshuse, Café 18 og Lille Per, åbnes op for morgenens stamgæster. Derefter går turen i retning af O’Malley. For i dag driver han ikke kun ét, men tre værtshuse sammen med sin kone Sabine, men hans eget bareventyr begyndte i gågaden foran den brune pubfacade.

– Jeg arbejdede her som dørmand i weekenderne. Det gjorde jeg cirka halvandet år, før jeg overtog den fra min onkel Bjarne, som startede pubben her for 26 år siden, siger han, da vi har sat os med kaffe og danskvand i et hjørne bagerst i lokalet, hvorfra der stadig er udsyn til baren, hvis flere kunder skulle komme.

– Min onkel var oppe i årene og ville gerne af med den, og så overtog jeg stedet. Det er nu 16 år siden her til september, siger han og skruer lidt ned for den stilfærdige popmusik, som spiller i baggrunden.

Hvordan vil du beskrive de 16 år som barejer?

– De er gået stærkt, griner han.

– Det synes jeg.

I sig selv er O’Malley dog lidt af en tidslomme, og det er helt bevidst, forklarer pubejeren.

– Her ser fuldstændig ud, som da min onkel havde stedet. Det er samme stil. For man skal passe på med at lave om på et værtshus, hvor folk er vant til at komme. Selvfølgelig har vi skiftet lidt ud som borde og stole, tingene bliver jo slidt, men ellers forsøger vi at holde tingene ved lige. Men det trænger. Man kan bare ikke se det, smiler han og kaster et blik rundt i det dunkle lokale.

Arbejdsdremg som 14-årig

Som barn i folkeskolen syntes Preben Andersen også, at fremtiden så noget uklar ud. Derfor besluttede han at træde ud af skolens skygger allerede som 14-årig.

– Jeg voksede op i Rønne og ligesom alle andre, gik jeg i skole, men gik altså ud af skolen før tid, fordi det der med skole var ikke mig, griner han.

– Jeg gik ud i begyndelsen af 8. klasse. Jeg var lige startet, men en måned efter blev jeg ansat hos Arne Jensen maskinfabrik som arbejdsdreng. Der var jeg nogle år. Og så kom jeg ned hos Bech Hansen & Studsgaard som medhjælper i deres pakhus.

Her blev han, indtil han fandt en langvarig levevej på de bornholmske landeveje.

– Da jeg blev 18 år, tog jeg kørekort og blev ansat hos Coca Cola. Mine forældre stod på et tidspunkt for Coca Colas depot på Bornholm. Det var nok også derfor, jeg blev ansat hos dem. På et tidspunkt blev det hele dog lagt sammen, Carlsberg, Tuborg og Coca Cola, og så var jeg ansat hos Carlsberg, fortæller den tidligere lastbilchauffør, der holdt den kørende med 70 km/t i 22 år, før han skiftede bane.

– Senere tænkte jeg, at jeg ville prøve noget nyt, og så gik jeg ind i det her, siger Preben Andersen, som på den måde altid har haft drikkevarer som sin levevej.

– Så jeg har ingen uddannelse, men jeg er her stadig, smågriner han og rejser sig et øjeblik for at betjene en kunde, der har fundet vej til baren.

Benzin i blodet

Selvom han aldrig er nået langt i uddannelsessystemet, har han til gengæld som de allerfærreste tilbagelagt adskillige mil som rallykører. Som barn dyrkede han både lidt fodbold og svømning og gik til trampolin. Men det var først, da han som ung kom i kontakt med motorsporten, at han for alvor fandt sin sportslige passion.

– Der er nogle, der siger, at jeg er født med benzin i blodet. Allerede som barn, var jeg vild med biler. Og da jeg fik kørekort, begyndte jeg at køre på Bornholm.

Og derfra tog det fart, forklarer han.

– Jeg startede på en bane, og med tiden købte jeg min egen bil, som jo kostede mange penge, og så blev det større og større. Tingene blev bare bedre og bedre, og der var et tidspunkt, hvor jeg kørte for Peugeot Danmark i fire år, indtil jeg opnåede de ting, jeg skulle, fortæller den tidligere rallykører, der i de otte år han kørte som professionel nåede at vinde adskillige løb i både Norge, Sverige og Tyskland, ligesom han vandt det danske mesterskab et år.

– Dengang var jeg meget kendt, når jeg kom over på den anden side af vandet og skulle køre i Jylland. Og der er stadig indimellem folk, der spørger, om jeg ikke skal ud at køre igen, siger han, mens et smil har kørt sig fast i mundvigen.

– Men det kan jeg jo ikke. Så ville jeg skulle droppe nogle ting.

Savner du det?

– Ja! Jeg savner det. Ind i mellem. Motorsporten har helt klart været et højdepunkt, siger han med lys i blikket.

Hvad er topfarten som rallykører?

– 200 km/t. Folk spørger mig også, om jeg i en almindelig bil kan overholde færdselsloven. Og det kan jeg godt. Men tingene sidder stadig i kroppen. De hurtige reaktioner. Hvis et menneske eller et rådyr løber ud på vejen, er jeg nok mere vaks til at reagere end en almindelig bilist, fordi jeg har trænet mig selv op til det.

Ved siden af sin passion for motorsport fandt den fartglade bornholmer også tidligt tiden til at stifte familie, for som ung mødte han også sin første kone på Bornholm, som han fik to døtre med.

– Det må være omkring 32 år siden nu. Vi var sammen i 16-17 år, før vi valgte at gå hver til sit.

17 år er alligevel lang tid. Hvordan ved man, at man ikke vil kæmpe for det mere?

– Når man ikke længere rigtig passer sammen. Vi levede til sidst hvert vores liv. Men man er altid ked af tingene, når man har børn sammen. Den ene var 5 år, den anden 10 år. Hvis børnene ikke havde været indblandet, havde det nok været lettere, sukker han.

– Men vi fandt ud af det. Jeg havde derfra kun børnene hver anden weekend, fordi jeg havde O’Malley.

Genfandt kærligheden i egen bar

Livet som single blev dog en kort affære for Preben Andersen, som ikke engang behøvede at bevæge sig uden for sin egen bar for at genfinde kærligheden. For to år efter skilsmissen fandt han sammen med sin 13 år yngre kollega fra baren, Sabine.

– Hun blev faktisk ansat i baren to år før mig. I dag har vi har været sammen i 12 år og har en datter på otte år.

Hvem tog det første skridt?

– Jeg tror, vi var lige gode om det, griner han.

Det nyforelskede par kastede sig hurtigt ud i et nyt lille forretningseventyr med en pølsevogn på torvet, men efter to år forsvandt den atter i bybilledet.

– Den måtte vi droppe, fordi Sabine pludselig blev kræftramt. Hun fik brystkræft. Det var året efter, vi fik vores datter, Jessica. Det er otte år siden i dag, men jeg kan stadig huske den dag, vi var i København, og hun fik beskeden.

Hvad tænkte du dengang?

– Jeg var selvfølgelig bange for at miste hende. Man kender det jo selv, når man hører, at folk har fået kræft, siger han og ser til siden.

– Men fra hun fik beskeden, gik der kun to-tre dage. De tog hurtig fat om det.

I dag har Sabine det godt igen, fortæller han. Men i løbet af de seneste syv år har hun været igennem 19 operationer, og af samme grund kan kun ikke arbejde fuld tid.

– For det har selvfølgelig påvirket mange ting på hende. Så hun har ikke så mange timer om ugen. I stedet laver hun noget hjemmefra. Regnskab og sådan noget. Og hun har hele vejen hjulpet til, hvor hun kunne. Hun er en stærk kvinde. Hun har været igennem mange ting. Det har vi begge to.

Syg med hjerteflimmer

Selv kender Preben Andersen nemlig også sygehusvæsnet indefra som patient, da han for 14 år siden skulle opereres i hjertet, fordi det galoperede løs.

– Jeg havde en hvilepuls på 160. Tilstanden hedder ASA-flimmer. Problemet er, at jeg kan slet ikke mærke det, når jeg får det. Jeg har faktisk lige haft det igen for et halvt år siden. Nu skal jeg så have den operation en gang til, fordi jeg nu har fået det, der hedder ASA-flower. Så nu tager jeg blodfortyndende medicin for ikke at få blodpropper.

Er døden blevet mere nærværende, når man får sygdom så tæt ind på livet – både med din kone og dig selv?

– Da Sabine var syg, tænkte jeg på hende. Men selv er det er ikke noget, jeg spekulerer over, før jeg ligger der måske.

Tror du på noget andet end det vi kan se?

– Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord. Det har jeg altid troet. Jeg ved ikke, om jeg tror på en Gud, men jeg tror der er mere, end vi kan se.

Er det noget godt?

– Ja, det håber jeg, siger han og slipper en lille latter løs.

– Men døden havde jeg nok skænket flere tanker, hvis jeg bare havde gået hjemme hver eneste dag. Og jeg tror faktisk ikke, jeg bare kunne gå derhjemme, når jeg har arbejdet, siden jeg var 10 år. Jeg har altid været stærk, men jeg har nok ikke været så god til at passe på mig selv. Tidligere arbejdede jeg nok 70-80 timer om ugen. Nu forsøger jeg at arbejde mindre. Men måske de mange arbejdstimer har påvirket mit helbred, siger han.

Ikke chef, men underchef

Trods sygdom har parret heller ikke sat bremsen i, i forhold til deres gesjæft. I dag driver de tre værtshuse. For i løbet af de seneste fem år er de udover O’Malley også blevet indehavere af Café 18, som ligger ved siden af Krystalbodegaen, og Café Lille Per på Lilletorv, fortæller barejeren, som selv står lidt over det hele.

– Hver dag står jeg tidligt op og kører rundt på alle værtshusene og gør regnskab og gør klar til værtshusene skal åbne. Og så kommer Sabine ned og overtager det ene sted, og i hverdagene holder vi fri kl. 15. Og så har vi en masse ansatte, siger han og tilføjer, at det selvsagt kræver et godt samarbejde at holde tre butikker kørende.

– Der er mange ting, som skal falde i hak, siger han, mens Taylor Swifts hit Anti-Hero nu spiller i baggrunden.

– Jeg har en god støtte fra min kone, og det har hun også omvendt. Men Sabine har lært mig mange ting, griner han.

– Selvom jeg har været barejer i 16 år, er der stadig mange ting, man kan lære hele tiden og uden hende, havde jeg nok ikke opnået så meget som i dag. Og hvis folk spørger, så siger jeg, at det er Sabine, der er chefen, og jeg er underchefen. For som hun siger: ”Det er hende, der har hjernen, og jeg har musklerne”, ler han.

Droppede dørmanden

I dag er det dog længe siden, han har spillet med musklerne som dørmand foran O’Malley, og i dag er manden i døren erstattet af kameraer.

– Der er ikke længere en dørmand her på stedet. Det droppede vi for omkring 12 år siden. I stedet for har vi nu overvågning. Både Sabine og jeg er uddannet dørmand, og folk har i hvert fald respekt, når jeg er hernede, fortæller Preben Andersen, som ofte selv står på O’Malley i weekenderne, sammen med sine ansatte. Og skulle der blive behov for en dørmand i funktion, er han ikke sen til at træde til.

– Hvis der er optræk til noget, og jeg ikke kan finde ud af, hvad part det er, så får de begge lov til at gå. Og så må de komme igen dagen efter. Og det samme siger jeg til folk, hvis de hænger i baren hele tiden og bliver ved med at vælte ølglassene. Så siger jeg, at de må gå. Og hvis de ikke går, hjælper jeg dem pænt ud.

Heldigvis er der sjældent ballade her i baren, og på de to brune værtshuse er sådanne optøjer aldrig et problem, forklarer han.

– På de andre to værtshuse, tror jeg bare, kunderne kender deres grænse på en anden måde.

Folkene der er nogle helt andre mennesker. De to andre værtshuse er meget ens. O’Malley er et helt andet værtshus. De folk der kommer her er nogle helt andre mennesker.

Har du haft behov for at ringe til politiet?

– Ja. Men det er mere, hvis jeg har smidt nogen ud, og der er sket noget voldsomt, og de bliver ved. Så kan politiet få lov at overtage, for jeg skal passe butikken herinde, og kunderne skal føle sig trygge. Heldigvis sker der sjældent noget, men hvis der gør, så ved de godt, at det er hårdt og kontant. Og jeg har også stået overfor folk, som er højere end mig, og jeg er ikke bange for noget. Det er Sabine heller ikke. Hun går mod en flok, hvis det er. Og der er ikke sket noget med os endnu.

Er du blevet slået af en kunde?

– Ja ja, siger han og ler ganske afslappet.

– Men det er noget, der preller af mig. For så tager jeg bare fat i folk. Jeg har altid sagt, at jeg kan smide folk ud med to fingre. På dørmandkurset lærer man jo, hvordan man kan håndtere folk med nogle bestemte tag. Det er meget sjældent, vi har slåskampe her. Men indimellem kan nogle folk få lidt for meget at drikke.

Drikker danskvand og cola

Selv har barejeren et tørlagt forhold til de våde varer, han serverer.

– Jeg drikker slet ikke alkohol. Jeg får noget medicin, som ikke kan samarbejde med alkohol. Så hvis jeg skal drikke noget, skal jeg vide det på forhånd. Men jeg har valgt at sige, at jeg har fået det at drikke jeg skulle have i min tid. Selvfølgelig kan jeg godt tage en enkelt øl, men det er meget sjældent.

Hvad drikker du så til festlige lejligheder?

Han hæver glasset med danskvand som svar.

– Eller cola, tilføjer han og tager en slurk af de alkoholfrie bobler.

– Vi drikker slet ikke alkohol derhjemme. Det er vel fordi, vi er i den her branche. Jeg kender mange bartendere, som lige får en og en mere. Og nogle kan styre det. Andre kan ikke. Og nogle kan stå fuld i baren. Men selv har jeg valgt, at det vil jeg ikke. Også fordi jeg skal være her i mange timer en gang imellem. Det er også meget sjældent, at vores ansatte gør det. Jeg har ikke noget imod, at de tager en enkelt øl til fyraften, en gang i mellem, men de skal passe deres arbejde hundrede procent.

Bekymrer det dig, hvad alkohol kan gøre ved folk?

– Ja, det kan det godt. Som jeg plejer at sige: Jeg ser mange fulde folk, griner han.

Er det trættende?

– Selvfølgelig kan jeg godt komme hjem en gang imellem og tænke, hold kæft, hvor har folk været dumme i dag. Så har jeg lige brug for at nulstille mit hoved. Men det sker kun en til to gange om året.

Som barejer møder parret ikke bare mange mennesker, men også en perlerække af forskellige persontyper. For kundeklientellet til de våde varer er vidt forskellig på de tre værtshuse, de bestyrer, fortæller den garvede barejer.

– Bortset fra lidt turister er det stamkunder, som kommer på de to brune værtshuse. På café Lille Per, som åbner kl. 10 og lukker kl. 20 i hverdagene, er det typisk arbejderfolk, som kommer om eftermiddagen, når de har fri. På Café 18, som åbner allerede kl. 7, er mange af kunderne til gengæld førtidspensionister eller folk på kontanthjælp.

Så sidder de der…?

– Ja. Det er deres liv. Der er selvfølgelig ikke så mange mennesker, der kommer de to steder. Der kommer lidt flere her. Det er typisk folk over 25, og så kommer der også rigtig mange turister om sommeren. Her åbner vi omkring klokken 10.30, og i hverdagene har vi åbent til kl. 24 og i weekenden til kl. 02.

Som en familie

Hvad er det bedste ved at være barejer?

– Det bedste er menneskene. Alle vores kunder. Dem der kommer her og nede på Café 18 føles jo som familie. Man møder dem hver dag og snakker sammen, fortæller barejeren, som sammen med sin kone Sabine sørger for, at stamkunderne indimellem har andet end udsigten til alkoholen at se frem til.

– Mange af de kunder, som kommer på de to andre værtshuse, laver vi ture for. Mange har ikke været udenfor Rønne i måske 10 år. Så tager vi dem ud og spiller golf eller til Østerlars eller en tur på travbanen. For de kommer ikke ud. De kommer kun på værtshusene. Så vi laver nogle arrangementer for dem.

Har du en glæde ved at gøre det?

– Ja, 100 procent. Og Sabine vil gøre alt for mennesker, og det vil jeg også gerne. I stedet for kun at tænke på at skovle penge ind, skal vi også gøre noget for menneskene. Man bliver jo tæt. Det er jo nogle små miljøer på de to værtshuse. Der kommer de samme mennesker hver dag. Man snakker med dem. Man griner sammen med dem.

Hvad snakker I om?

– Det kan være alt. Især Sabine hjælper med alt. Så kan de have problemer med et eller andet, der skal udfyldes, og så skal der ringes til nogen, og så hjælper hun med det.

Man skal vel være god til at lytte?

– Ja, man skal være god til at lytte og når vi går ud gennem døren og tager hjem, så holder vi fri. Selvfølgelig kan vi godt, når vi kommer hjem sidde og tale om, hvordan vi har oplevet dagen, men så heller ikke mere. For når vi er hjemme, så er vi hjemme.

Han smiler.

– Men vi elsker vores kunder.

– Som dreng havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle sidde her, siger Preben Andersen, der i dag driver tre værtshuse i Rønne. Foto: Joan Øhrstrøm 

De søvnløse nætter

Det værste, han har prøvet, var også, da kunderne blev væk på grund af corona, og der i stedet kom malurt i bægeret.

– Jeg har oplevet mange ting i mit liv, men jeg vil faktisk sige, at det sværeste jeg har været ude for, har været de to år under corona. Selvfølgelig er det sørgeligt, når man får problemer med hjertet og skal leve på medicin. Men under pandemien var jeg bange for at miste det hele. Vi har begge ligget søvnløse om natten i den periode.

Han ser mod indgangen, mens han lader tankerne køre tilbage i tid.

– Først lukkede vi i ni uger. Så åbnede vi igen og havde en god sommer. Så købte vi Café Lille Per, for nu gik det godt. Men så måtte vi lukke igen den 10. december, og havde derfra lukket i næsten fem måneder, siger han og tier lidt.

– Det tog hårdt. Selvfølgelig fik vi en coronapakke, men vi var også en af de virksomheder, der blev straffet, fordi vi kun har ét CVR-nummer. Hvis vi havde haft CVR-numre på alle vores værtshuse, havde vi fået tre coronapakker. I stedet fik vi én, som skulle deles ud til alle tre butikker.

Barejerparret valgte også at beholde personalet under pandemien af frygt for at miste dem.

– Så vi mistede mange penge. Hele vores opsparing, som vi har tjent hernede på O’Malley igennem rigtig mange år, er væk.

Han sukker.

– Folk tror bare, man tjener penge og sådan noget, men jeg tror ikke folk er helt klar over, hvor hårdt det er for erhvervslivet i Danmark. Og jeg tror stadig, der er mange butikker, der kommer til at lukke endnu. Regeringen er heller ikke helt færdig med afregning af corona-pakker. Selv er vi desværre også i gang med at betale corona-lånene tilbage, så derfor er vi ekstra pressede nu. Og hvis der skulle komme én mere corona-nedlukning, så overlever vi heller ikke. Og det tror jeg, der er mange, som ikke vil gøre, siger han og ser op.

– Det mest kedelige er, at vi mistede hele vores opsparing. Den ville vi godt have haft til, når vi på et tidspunkt trapper ned. Det tror jeg er det, jeg er mest bitter over.

Han stirrer et øjeblik tomt ud i lokalet.

– Selvfølgelig tænker man ikke så meget over det i dag, fordi man er startet op igen. Men der går i hvert fald et år endnu, før vi er ovenpå igen. Men heldigvis har vi haft en god sommer med mange turister, og indtil videre er vi her stadigvæk, siger barejeren fortrøstningsfuldt.

Og selvom de økonomiske reserver er noget slunken efter to stille år med corona er initiativrigdommen stadig intakt hos det lokale barejerpar, som hen over sommeren har hældt masser af lyd udover sommerens kunder på Café Lille Per.

– Inde bagved er der en baggård, med plads til over 100 mennesker, og vi har afholdt fire koncerter med vores lokale band The Hitmakers, John Mogensen Jam, og Brian Adams Jam og På slaget 12.

Og livearrangementerne har været et hit, fortæller han.

– Folk var glade for, at vi havde nogle arrangementer her i Rønne om sommeren.

Overhalet af drengedrøm

I dag er det en del år siden, Preben Andersen kørte asfalten tynd som professionel rallykører. Alligevel er der masser af brændstof tilbage i den fartglade barejer, og selv er han ikke i tvivl om, hvad hans høje energiniveau skyldes.

–Det er fordi, det er vores eget. Det kan godt være nogle firmaejere hellere vil sidde hjemme på kontoret og sætte andre folk på. Men der tror jeg, Sabine og jeg er nogle andre mennesker.

– Folk tror bare, man tjener penge og sådan noget, men jeg tror ikke folk er helt klar over, hvor hårdt det er for erhvervslivet i Danmark, siger Preben Andersen. Foto: Joan Øhrstrøm

Barejeren lyser op i et afklaret smil.

– Hvis først jeg har nogle ting, så går jeg hundrede procent op i det, så passer jeg det hundrede procent og er der hele tiden. Der er ikke nogen steder, hvor der bliver sløset i tingene. Jeg har altid passet mine ting. Det var det samme indenfor motorsport. Hvis jeg havde et mål, jeg skulle nå, så nåede jeg det. Det samme med værtshusmiljøet her. Med de ting vi laver her. Når vi laver gadefest og oktoberfest herude, og vi har arrangementer med livemusik på Café 18 og på Lille Per, og når vi har andre store arrangementer, så ved jeg, at jeg kommer igennem det.

Når Preben Andersen i dag ser tilbage på sit liv, er han ikke kun kommet igennem mange ting. Han er også nået langt over målstregen. Drømmene er sådan set allerede i hus, mener han.

– Som dreng havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle sidde her, siger han og banker lidt i bordpladen.

– Dengang drømte jeg kun om at blive lastbilchauffør. Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle nå så langt. Slet ikke. For jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle blive et kendt ansigt indenfor motorsporten eller barejer og få mulighed for at gøre så meget godt for de lokale her i byen. Jeg er den person, jeg er i dag, og jeg synes ikke, der er nogle ting, der skal forandre sig.

Han ser veltilfreds rundt i den orange tidslomme, vi sidder i.

– Jeg opnåede det, jeg gjorde, dengang jeg var indenfor motorsport. Og jeg synes også, jeg har opnået det, jeg skal med vores forretninger. Nu skal vi bare lige ovenpå corona, og ellers skal det bare køre og holdes ved lige.

Preben Andersen sender et velfornøjet smil mod gågaden udenfor, selvom en lang og sen fredagsvagt bag baren venter forude.

– Jeg har opnået det, jeg skulle. Livet er blevet, som jeg vil have det. Så jeg kan ikke forlange mere.

Jeg har mine værtshuse, min kone og mine tre tøser. Det er sgu det bedste.

Blå bog
Preben Andersen. Født 1969. Sammen med sin kone Sabine Andersen er han indehaver af de tre værtshuse O’Malley, Café 18 og Café Lille Per i Rønne. Er tidligere professionel rallykører og vinder af det danske mesterskab, ligesom han derudover har vundet adskillige andre løb. Har desuden været lastbilchauffør for Coca Cola og Carlsberg på Bornholm. Privat er han gift med Sabina Andersen. Sammen har de datteren Jessica på otte år. Har desuden to voksne døtre fra et tidligere forhold.