Galleri Rasch er klar til at præsentere den sidste udstilling i 2024 og måske nogensinde. Galleriet holder til i Vejerboden på Rønne Havn, men er blevet opsagt som lejer, da naboen overtager lokalerne i det nye år. Det drejer sig om Hjemmeværnsflotille 471.
– Vores bestyrelse har igennem længere tid været på jagt efter andre lokaler, men må erkende, at lejeudgiften for lokaler, som kunne være aktuelle for en videre drift, er af en størrelse, som foreningen slet ikke kan honorere, fortæller formand Erik Schuldt i en pressemeddelelse.
Det betyder, at bestyrelsen kan blive nødt til at indstille til en ekstraordinær generalforsamling, at Galleri Rasch lukker med udgangen af 2024 – efter 24 års virke som frivilligt drevet udstillingsforening.
Galleriets navn er en reference til, at det i sine første år holdt til i Raschs Pakhuz på Store Torv. I 2009 flyttede galleriet ind i Bornholms Tidendes gamle rotationshal i Nørregade, som var dets hjem indtil efteråret 2021, hvor det flyttede ind i de nuværende lokaler ved Honnørkajen på Rønne Havn. Gennem alle år har det været vigtigt for foreningen at skabe kulturelle tilbud i Bornholms største by, men det kan altså snart være slut.