Krænkende adfærd på plejecenter

NOTITS | RØNNE | 18. NOV 2022 • 19:14
NOTITS | RØNNE
18. NOV 2022 • 19:14

Plejehjemmet Snorrebakken i Rønne har ifølge TV2 Bornholm fået et påbud fra Arbejdstilsynet i forbindelse med en krænkekultur, der angiveligt er opstået blandt de ansatte på en af plejehjemmets afdelinger.

Ifølge påbuddet forekommer der stort set dagligt sårende, krænkende og nedværdigende handlinger på afdelingen.

Det beskriver Arbejdstilsynet i et påbud til plejecentret efter et besøg på Snorrebakken den 12. september 2022.

Ifølge påbuddet har handlingerne fundet sted siden starten af 2022. Ledelsen blev dog først bekendt med problemet i løbet af efteråret samme år, skriver TV2 Bornholm, der fastslår, at Arbejdstilsynet vurderer at det kan få konsekvenser for medarbejdernes sundhed, hvis plejecentret ikke får bugt med den krænkende adfærd i afdelingen.

Ifølge Arbejdstilsynet øger den form for krænkende kultur de ansattes risiko for at få stress og stressrelaterede sygdomme som angst, depression og hjertekarsygdomme samt i nogle tilfælde PTSD.

Arbejdet med at skabe en bedre kultur medarbejderne imellem er i gang, udtaler plejecenterleder Helle Kofod Hansen til TV2 Bornholm.