– Ej, se lige den der. Den har en skør knold på hovedet, grubler en flok, mens en anden under sig over et meget stort yver, en utrolig beskidt hale, et ko-nys og afføring, der står ud i regulære stråler.
Der er nok at betragte, uanset om man står på forreste række - en lidt mere udsat position i forhold til eksempelvis nys, erfarede nogen.
Lige så snart en plads ved hegnet blev ledig overtog et nyt sæt nysgerrige barneøjne pladsen, mens de sorte og hvide køer blev hængende tæt på hegnet og nød opmærksomheden fra de mange fremmødte.
– Det er sjovt, når de kommer ud og er glade og forvirrede, bemærkede 12-årige Luca Olivia Wimmersprotte, som havde fundet en plads på forreste række sammen med sin veninde, den 10-årige Asta Klausen, som supplerer.
– Ja, så vil de pludselig gerne tilbage igen. Måske har de glemt deres vinterjakker, foreslår hun grinende.