Der er interesse for at etablere café, restaurant, bar og lignende på Hasle Havns landarealer.
Det fremgår af referatet fra et brugerrådsmøde mellem brugerrepræsentanter og kommunens havnegruppe.
Helt konkret handler det om, at kommunen overvejer at sætte isværket og ejendommen Vesthavnsvej 26 til salg. Den eksisterende lokalplan gør det ikke muligt at sælge bygningerne til turistbaserede erhverv – hvilket flere lokale virksomheder ifølge referatet har udvist interesse for.
Havnegruppen har derfor anmodet kommunens planafdeling om, at de seks eksisterende lokalplaner for havneområdet samles til én lokalplan, og den mener havnegruppen skal åbne for rekreative og turistbaserede erhverv på havnen.