Ingen kunder de første par timer - men Sidsel tror på bodegaens fremtid

Ingen kunder de første par timer - men Sidsel tror på bodegaens fremtid
Sidsel Sol Christensen blev oprindeligt ansat som bartender, men siden er der kommet mere ansvar på, og nu er det stort set altid hende man møder bag baren på Den Gyldne Hane. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | 4. MAR • 05:30
ERHVERV | 4. MAR • 05:30

Der er grænser for, hvor mange åbningstimer man kan bruge på at gøre rent, og Sidsel Sol Christensen ville langt hellere have travlt med at skænke øl og have gæster.

Solen står højt på fredagshimlen, da den lyserøde Tidende-bil parkeres på en sidegade til Nexø Torv.

Der er lys bag vinduet, og døren går beredvilligt op, men der er ganske stille på den halvstore bodega Den Gyldne Hane, som er genstand for eftermiddagsbesøget. Så stille, at man kigger sig lidt omkring og siger "hej" ud i luften, for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse - i tilfælde af, at der endnu ikke er åbent.

Men der er åbent, fortæller Sidsel Sol Christensen, som tager imod med et smil og byder på en lille kop kaffe i et smukt retro mågestel med en hank, hvor der lige kan være plads til en enkelt finger og en klirrende underkop.

– Vi har lige skubbet åbningstiden to timer frem både torsdag og lørdag, så vi først åbner klokken 14.00, for det har ofte været sådan, at jeg bare har gjort rent de første par timer, men her om fredagen plejer der relativt ofte at komme nogle håndværkere, der har tidligt fri, så det holder vi fast i, fortæller hun.

– Men der er dage, hvor der kommer folk og dage, hvor der ikke rigtig gør.

Det er knap halvandet år siden Mathias Sejer Sørensen kunne fortælle om, hvordan han sammen med en partner havde overtaget forpagtningen af Den Gyldne Hane, som dengang blev relanceret og det er også ham, der har ansat Sidsel Sol, som er ansvarlig for den daglige drift af bodegaen.



– Mange spørger mig, hvad jeg laver her, når jeg er så ung, som om jeg ikke har noget valg. Men jeg elsker mit job, og jeg elsker livet på Bornholm, fortæller 28-årige Sidsel Sol. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Skal genopdages

Sidsel Sol drømmer om, at bodegaen på sigt kan blive et sted, hvor man mødes på kryds og tværs med folk man kender i byen. For at den vision kan blive opfyldt, kræver det imidlertid at byens borgere bakker op om det tilbud.

– Jeg vil da helst, at det er drevet af lyst, men vi er alle sammen nødt til at hanke op i os selv, hvis vi gerne vil have en ø, der er liv i om vinteren. Sådan er det bare. Det kræver, at man minder sig selv om, at det ikke er givet, at der bare er steder, der er åbent hele året, forklarer hun.

Hun oplever at mange gæster bliver overrasket over, at det er et hyggeligt sted.

– Så spørger de gerne, hvorfor der ikke er flere folk her, men det ved jeg jo ikke, for jeg vil vildt gerne se stedet blomstre, forklarer hun.

Hun oplever dog, at folk har brug for tid til at genopdage stedet og finde ud af, hvad der er anderledes, og hvad der er som det plejer.

– Det svære er faktisk, at få folk herind første gang, oplever hun.



Den gyldne hane lukkede ned i august 2022, og åbnede i en ny og røgfri version i december 2023. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Gennemgribende forbud

Frem til 2022 var Den Gyldne Hane nemlig byens brune værtshus med alt hvad dertil hører.

I dag kan man stadig få en flaskeøl for en 20'er, der er både poolbord og spilleautomater, men med de ternede stofduge, tapetet på væggene og rygeforbud er det ikke tænkt som et brunt værtshus i den forstand.

– Vi prøver at skabe en tidslomme med tapet på væggene, gammeldags indretning og ærlig dansk mad som dagens ret torsdag, fredag og lørdag, så på mange måder vil vi gerne bevare den gamle bodega- eller værtshusånd. Men omvendt er vi også blevet fornyet. Her er det mest gennemgribende nok, at man ikke længere må ryge indenfor, forklarer hun.

For hende er det desuden vigtigt, at der bliver holdt en god tone og hun tolererer hverken upassende eller diskriminerende opførsel.

– Det er vigtigt, at man kan føle sig tryg her, og jeg er bevidst om, at det ansvar følger med mit job, så jeg er ikke bange for at sige fra eller for i sidste instans at sige tak for i aften, hvis nogen ikke kan følge reglerne, fortæller hun.



Der er både poolbord, backgammon, terningespil og masser af god stemning. Nogle gange tager folk deres børn med til spisning, og det er der også plads til, fortæller Sidsel Sol. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Et udendørs potentiale

De bedste dage på jobbet, er de dage, hvor der er gang i den, folk hygger sig og der er en god og afslappet stemning.

Den slags dage burde der være masser af om sommeren, men også her står bodegaen overfor en umiddelbar udfordring i det meget begrænsede antal af udendørs siddepladser.

– Vi kan sagtens få mere ud af sommeren, men vi skal være mere proaktive, for vi ligger jo ikke på torvet, så der er ikke en naturlig synergi. Desuden har vi kun en håndfuld pladser udenfor, hvor man kan sidde i solen. Og på en højsommerdag, der vil folk gerne drikke deres øl udenfor.

Derfor er der lige nu overvejelser omkring, hvorvidt gårdmiljøet bagved skal ryddes, så der kan laves en lille gårdhave.

– Det kræver noget arbejde, men det ville helt sikkert være mere ideelt om sommeren at have pladser udenfor, forklarer hun.

På den måde tror hun også, at det bliver nemmere at trække turister til, for selvom de ikke er hovedpublikum, så er der også et potentiale der, mener hun.

En opsang

Telefonen ringer med en bordbooking til samme aften. Det er fredag, så der er stegt flæsk på menuen. En sikker vinder, oplyser Sidsel Sol Christensen, da røret er lagt på og hun igen slår sig ned ved bordet.

– Hvor kom vi fra? Nåh ja. Der er et stort potentiale for både turister og lokale, men det er de lokale, der er vores hovedpublikum, for vi vil gerne være her hele året. Det er vores bidrag til, at der er liv i byen og på øen for den sags skyld.

For at skabe flere af de gode dage deltog Den Gyldne Hane i årets Dining Week i uge 7 med en tre-retters menu, som gik over al forventning.

– Jeg tror, vi havde fire gange så mange gæster, som vi havde turdet håbe på, så det var virkelig en succes, og det tager vi til os.

Det er imidlertid ikke kommet som et chok for nogen, at det kræver standhaftighed at drive en helårsforretning på Bornholm, og Sidsel Sol Christensen vælger at være optimistisk og tro på, at projektet kan lykkes, så længe de tør fortsætte med at holde åbent og holde fast ved det koncept, de tror på.

– Men det er stadig en opsang om, at folk skal benytte deres lokale steder, hvis de vil have, at de bliver, afslutter den 28-årige bartender.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT