– Her kommer alle slags mennesker. Udlændinge, som der bor mange af i Rønne, bornholmere fra hele øen, turister og lokale. Der kommer også mennesker, som måske mangler et netværk, siger Claus Schiko, der selv har boet i udlandet i mange år.
Derfor arrangerede han og Mette i september en temaaften under overskriften 'Kom og mød en Fremmed'.
– Vi inviterede 20 forskellige mennesker, mange af dem tilflyttere, som gerne vil have et netværk på Bornholm. Der var blandt andet to kvinder, der var flyttet til fra Kgs. Lyngby, der var en newyorker, en svensker, en fra Sydafrika. Det kan være svært at få et netværk helt herude i den østlige Østersø, men det var superhyggeligt, og vi gør det igen inden jul, siger Claus Schiko.