Frank Mortensen erklærer sig stolt over at skulle træde frem som nummer to i banken:
– Jeg glæder mig til opgaven og de forpligtelser, der følger med. Om jeg på et senere tidspunkt bliver bedt om at tage endnu et skridt frem, må tiden vise, men der er vi ikke endnu. Direktionens fokus er fortsat at udvikle banken og gøre det sammen som et hold, udtaler Frank Mortensen i en pressemeddelelse.
Sommerhus på Bornholm
Frank Mortensen, der er student fra Bornholms Amtsgymnasium, er uddannet kandidat i finansiering og regnskab fra CBS.
Han startede karrieren i den tidligere Forstædernes Bank (1999 – 2010), hvor han sluttede som økonomidirektør. Han var derefter i pensions- og forsikringsselskabet Skandia (2010-2019) som finansdirektør og adm. direktør. Frank Mortensen startede den 1. januar 2020 som finansdirektør og vicedirektør i Arbejdernes Landsbank, og han blev allerede et halvt år efter forfremmet til direktionen.