Og idéen til interiørforretningen er ikke bare kommet ud af det blå.
– Jeg har gået med drømmen længe, og nu var muligheden der. Og det er nok også min måde at leve på: Spring ud i det. Det er langt værre at sidde bagefter og tænke 'hvorfor gjorde jeg ikke det', fortæller Lise-Lotte Sommer Moberg.
Hun er gået efter at være nytænkende i forhold til, hvad der er på markedet i forvejen.
– Jeg er gået efter leverandører, som ikke nødvendigvis ses på Bornholm i forvejen. Den ene af mine to store leverandører er jeg den eneste forhandler på, og den anden bliver kun forhandlet en lille smule på Bornholm, siger hun og tilføjer, at hendes forhandlere er danske mærker.
Og det lokale, bornholmske islæt kommer i nogle billeder, der hænger på væggen i butikken, som Lise-Lotte Sommer Moberg er eneforhandler på.