Efter et hårdt år i 2019 går det fremad for firmaet Anders Munch Anlægsgartner ApS, hvis overskud igen er blevet større. I regnskabsåret 2019 kom Anders Munch og firmaet ud med et underskud på næsten 300.000 kroner, men den udvikling har han fået vendt. I år stod han med et plus på 128.000 kroner. Og hvordan gør man det? Man kører på og knokler videre, fortæller Anders Munch. Det er uden de store armbevægelser, investeringer eller drastiske beslutninger, at Anders Munch og firmaet er kommet op til overfladen.
– Vi har bare haft rigeligt med arbejde. Det er gået godt. Vi er kommet tilbage, så at sige. Det er ikke sådan nogle enkelte ting, der gør det for os. Vi har haft nogle gode opgaver, siger Anders Munch ganske ydmygt.
Anders Munch Anlægsgartner ApS har tidligere døjet med gamle maskiner, der skal repareres og regninger, der ikke blev betalt. Men nu har de fået nye maskiner, gravemaskiner og biler, der er mere driftsikre, og folk har heldigvis betalt Anders Munch Anlægsgartner for det arbejde, der er blevet udført.
– Det er ikke en eller anden stor opgave, der har tjent boksen for os. Det er bare gået jævnt godt hele året, siger Anders Munch.