Ikke en basisfødevare
Modsat vil Peter Juel Jensen have laksefiskeriet sat fri, da de seneste undersøgelser fra Fødevarestyrelsen viser, at dioxinniveauet i fiskene ligger under de gældende grænseværdier. Dermed er der ifølge den lokale venstremand ingen faglig grund til at bibeholde de restriktioner, som forhindrer erhvervsfiskere i at fange store laks. Det er Thomas Thomsen enig i.
– Laks er ikke en basisfødevare. I år er et af de år, hvor de har fået udnyttet kvoten lidt bedre end i mange andre år. Jeg tror, de ligger på 31-32 procents kvoteudnyttelse, altså har de har fanget 5.-6.000 laks. Hvis det kun måtte sælges på Bornholm, ville det stadig være under et kilo per bornholmer, siger Thomas Thomsen, som ikke selv er laksefisker.
Han tilføjer, at der går meget fra, når man trimmer og forarbejder en laks, så på spisebordet er det langt under et kilo per bornholmer, hvis det hele blev solgt her på øen.
– Det er måske nede på et halvt kilo. Der er mange andre fødevarer, som man indtager væsentligt oftere, også basisfødevarer, som indeholder mere dioxin, end laks gør, siger Thomas Thomsen.