Stop for laksefiskeri? Eksperter siger ja – Peter Juel vil give fangsten helt fri

Stop for laksefiskeri? Eksperter siger ja – Peter Juel vil give fangsten helt fri
På grund af højt dioxinindhold er det flere år siden, at bornholmske erhvervsfiskere har måttet fange store østersølaks. Nu viser undersøgelser fra Fødevarestyrelsen, at indholdet af de giftige stoffer er faldet til under grænseværdierne. Arkivfoto: Jacob Jepsen
FISKERI | BORNHOLM | ABONNENT | 21. SEP 2021 • 17:30
Henrik Nielsen
Journalist
FISKERI | BORNHOLM | ABONNENT
21. SEP 2021 • 17:30

De seneste undersøgelser viser, at mængden af dioxin i østersølaks ligger under grænseværdierne. Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) vil have alle restriktioner på fiskeriet fjernet. Eksperter anbefaler til gengæld et fiskeristop.

I årevis har de store laks i Østersøen været forbeholdt lystfiskere. På grund af for højt indhold af dioxin har erhvervsfiskere ikke måttet fange og sælge de store fisk. Det vil folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) have lavet om på, efter at Fødevarestyrelsens seneste undersøgelse viser, at indholdet af de farlige giftstoffer er faldet til under de gældende grænseværdier.

I juni offentliggjorde Fødevarestyrelsen resultaterne af de seneste undersøgelser af østersølaks. Styrelsen testede 25 laks i forskellige vægtklasser, og ingen af dem overskred grænseværdien for dioxin. Derudover skriver Fødevarestyrelsen, at indholdet i de undersøgte laks var betydeligt lavere end i de laks, der blev undersøgt i 2005-2013. Den seneste undersøgelse bekræfter således det lavere indhold, styrelsen så i laks i både 2018 og 2019.

Spørgsmål til minister

Fødevarestyrelsen kender ikke årsagen til det kraftige fald i indholdet af både dioxin og miljøgiften PCB i laks fra Østersøen, men skriver, at det tyder på, at det er indholdet i laksens fødekilder, der har ændret sig, da forureningen i Østersøen med henholdsvis dioxin og PCB ikke har samme kilder.

Resultatet af undersøgelserne har fået Peter Juel-Jensen til at formulere en række spørgsmål til fiskeri-, landsbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn for at høre, om ministeren på baggrund af resultaterne vil løfte restriktionerne for alle laks i Østersøen.

Hvis ministeren ikke er indstillet på at løfte restriktionerne, vil Peter Juel-Jensen gerne vide, hvor mange på hinanden følgende målinger under grænseværdierne, der skal til, før ministeren vil løfte restriktionerne. Endelig spørger den bornholmske venstremand, om ministeren er enig i, at der ikke er noget fagligt belæg for at bevare restriktionerne, hvorfor det er et politisk valg, og om staten så ikke har en moralsk forpligtigelse til at kompensere det bornholmske fiskerierhverv for den indtægt, der kunne have været opnået, såfremt man ikke politisk havde valgt at opretholde restriktioner.


Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) vil have fjernet alle restriktioner på laksefiskeri i Østersøen, fordi dioxinindholdet i laksene er faldet. Eksperter vil havde det forbudt for at redde bestandede. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Eksperter anbefaler stop

Mens Peter Juel-Jensen ønsker restriktionerne på laksefiskeri i Østersøen fjernet, anbefaler eksperterne i det uafhængige rådgivningsorgan Ices et totalt stop for fiskeri af blandet laksebestande i Østersøen for både erhvervs-, fritids- og lystfiskere i 2022.

Blandet bestande er en betegnelse for den del af laksebestanden, der er blanding af laks fra alle elve i østersøeregionen. Al dansk laksefiskeri foregår så langt sydpå i Østersøen, at laksene tilhører den gruppe, som Ices anbefaler et fiskeristop for.

Ifølge Ices er fiskeri af blandede laksebestande mere tilbøjeligt til at udgøre en trussel mod udtømte bestande end fiskeri på vilde eller opdrættede bestande i floder samt i flodmundinger eller kystområder. Derfor mener rådgivningsorganet, at fiskeri i blandede bestande bør undgås, da man der fanger svage, vilde bestande.