Sidste år donerede Sportscar Bornholm 80.000 kroner til Bornholms Hospitals børneafdeling. Pengene var øremærket til et arrangement for børn med tilknytning til hospitalet, deres søskende og forældre, og søndag blev de omsat til en VIP-oplevelse i Nyker, fortæller specialeansvarlig sygeplejerske Merete Lund Jensen fra børneafsnittet.
120 børn og voksne besøgte Bornholms Rovfugleshow, og ideen var, at børnene var i fokus.
– Alle børn fik mulighed for at røre krybdyr og holde fugle. Vi fik fuglene og deres historier helt tæt ind på kroppen, fortæller Merete Lund Jensen i en pressemeddelelse.
Dagen bød også på falkonershow og frokost med helstegt pattegris, inden den sluttede med is og en naturtryllekunstner.