Familie serverer surdejsbrød i lange baner

Familie serverer surdejsbrød i lange baner
I hverdagene kan man købe surdejsbrød i vejboden, når vinduet ud til vejen er lukket. Foto: Jakob Nørmark
NYHED | ABONNENT | 15. JUL 2023 • 05:30
Af:
Jakob Nørmark
NYHED | ABONNENT
15. JUL 2023 • 05:30

Mikrobageren i Listed har succes med at sælge brød og kager lavet på surdej. I sommermånederne har familien Thyme-Duvald udvidet åbningstiderne, og på hverdage sælges brødet i en ubemandet vejbod.

Også når man arbejder fra en campingvogn, skal der et måltid til midt på dagen, og denne sommer findes der en ny mulighed, når man i Listed søger morgenmad, frokost eller noget indimellem.

Mikrobageren i Listed holder disse uger åbent tre dage om ugen. Vinduesboden ud til vejen gennem byen er fyldt med surdejsbaseret brød og bagværk, da Tidende slår vejen forbi fredag eftermiddag. Indenfor tager Gitte Thyme-Duvald imod bestillingen på to pizzinier – flade, sammenklappede pizzabrød med henholdsvis tomat- og kartoffelfyld. De skal nydes i gårdhaven. Med er også reporterens kæreste og livlige datter på to år. Da Gitte kommer ud og tager frokostpausen sammen os, forklarer jeg, at jeg prøver at kombinere arbejde og familietid.

– Det var også vores plan, da vi flyttede herover, fortæller hun.

Parret havde små børn i 2007, da de købte huset i Listed. Begge er boligrådgivere og driver virksomheden Skøde Centret i lokaler på ejendommen. Nu er børnene blevet store, og det var på de unge menneskers initiativ, at familien sidste sommer prøvede at åbne en café ved enkelte lejligheder. Der var efterspørgsel efter brødet, og succesen gav Dennis og Gitte mod på mere, så de åbnede i februar mikrobageriet, der i de kolde måneder har holdt åbent hver lørdag, hvor keramikkunderne hos genboen Lov i Listed sørger for, at der er mange mennesker i nabolaget.

I sommerferien holder mikrobageren åbent i vinduesboden torsdag-lørdag. I hverdagene kan man købe surdejsbrød i vejboden, når vinduet ud til vejen er lukket. Vejboden blev åbnet, når foråret kommer, men i år gik der rigtig lang tid, før der blev fyldt brød i boden, da det lune vejr lod vente på sig.

God beliggenhed

Mens vi ventede på de opvarmede pizzinier, parkerede en kvinde en Porsche ved surdejsbageren og stillede sig i kø, og kort efter dukkede også et par kyststi-vandrere op og en familie op. Modtagelsen af muligheden for at købe brød i Listed har været god, fortæller indehaveren.

– Det må man sige. Det virker, som om de lokale er glade for os, siger Gitte Thyme-Duvald.

– Vi har en rigtig god beliggenhed. Det er ikke noget problem at få folk ind. Der er rigtig mange cykelturister, som kommer forbi.

Inspirationen til at åbne et mikrobageri stammer fra hendes mand, som i en halv snes år har eksperimentet i køkkenet.

– For min mand har det været hans afstresning at røre en surdej. Efter vi landede en godkendelsesaftale, skulle han lige ned og røre i surdejen og friske den op, fortæller Gitte Thyme-Duvald.

Et almindeligt køkken

Jeg roser det brede udvalg, som man kan finde i mikrobageriet. Ud over pizzasandwichene er der flere slags trøfler, en surdejsbaseret chokoladekage, og kanel- og kardemommesnurrer på hylderne. Og selvfølgelig boller og brød.

– Når der er en surdejsentusiast i huset, udvikler han nye produkter hele tiden, forklarer Gitte Thyme-Duvald og tilføjer, at familien har spist sig gennem rigtig mange sure rugbrød i løbet af årene.

Parrets to yngste børn, der stadig bor hjemme – Oskar og Fiona – er med til at passe mikrobageriet, der også serverer kaffe og kolde drikke. I baglokalet, der er udvidet med melkværn og en professionel ovn, men ellers ligner et almindeligt køkken, er det først og fremmest Dennis Thyme-Duvald, der huserer. Han har overstået dagens bagning, da Tidende kigger indenfor, men opvasken og oprydningen, der kan vare op til et par timer, er endnu ikke overstået.

Lige nu bruger familien ganske mange timer på at holde mikrobageriet i gang. Gitte Thyme-Duvald fortæller, at det hele stadig er så nyt, at familien kommer til at overveje, hvordan konceptet skal være i fremtiden.

– Vi skal finde ud af, hvordan vi kan få det til at fungere. Vi passer to fuldtidsjob lige nu – og mikrobageriet skulle gerne være en hobby.

I hverdagene kan man købe surdejsbrød i vejboden, når vinduet ud til vejen er lukket. Foto: Jakob Nørmark

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT