– Det har helt klart været Covid-perioden. Alle holdt jo vejret og frygtede det værste. Det lød, som om verden ville gå under, så vi spekulerede da på, om det var slut for os. Den første uge blev vi ramt, men derefter gik det fremad, og vi vækstede med 20 procent i løbet af det år, hvor der var nedlukning.
Men hvordan kan det være?
– Det var ret tydeligt, at turistbranchen på Bornholm blev hårdt ramt, men håndværksbranchen fik hurtigt fremgang, og det kastede meropgaver af sig til os. Folk begyndte at bygge om, renovere sommerhuse og lave andre projekter for at få tiden til at gå. Det kom os til gode, og vi har nu oplevet en vækst på 100 procent over de seneste tre år.
Dog var aha-oplevelsen ikke kun positiv.
– Det har lært os, at man skal være klar på det uventede. Derfor har vi i dag som virksomhed muligheden for at skalere både op og ned, hvis markedet ændrer sig uforudsigeligt. Det gør, at vi ser frem mod de næste ti år med optimisme.