– Det burde jo være sådan, at alle har lige muligheder, og den lille mand burde have mulighed for at komme frem. Og det er fuldstændig irrelevant, at der er gået lang tid, for der en række ting i det her, hvor man må løfte et øjenbryn.
Venstre-politikeren fortæller desuden, at han nu vil forsøge at smide sagen over til miljøminister Magnus Heunicke (S), og så ser han gerne, at der gøres op med noget af den 'lukkethed', han har fået indtryk af.
– Jeg synes, det er problematisk, når Teknologisk Institut ikke en gang kan give en opfinder, man har hjulpet på vej, indsigt i opfinderens egne papirer i egen sagsmappe, og vi skal vel nærmest tilbage fra før murens fald for at møde så meget lukkethed. Det er ikke dansk, og jeg synes, der er mange ting, der skriger til himlen, siger Peter Juel-Jensen.
Teknologisk Instituts advokat, Andras Splidt, oplyser til Tidende, at 'det naturligvis ikke er korrekt, at man ikke har svaret på Peter Juel-Jensens henvendelse'. Instituttet er dog ikke vendt tilbage på spørgsmålet, hvorvidt Peter Juel-Jensen i så fald taler usandt, når han fortæller det modsatte til avisen.
Teknologisk Institut
Teknologisk Institut er en privat selvejende virksomhed med et almennyttigt formål
Instituttet er et såkaldt GTS-institut, hvilket vil sige, at det drives som privat virksomhed med det formål at opbygge og formidle teknologiske kompetencer til det danske erhvervsliv
GTS-institutter godkendes af uddannelses- og forskningsministeren og der findes syv Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter i Danmark
I 2023 har Instituttet ifølge sin hjemmeside hjulpet 10.600 kunder med industriparate teknologiske løsninger på de konkrete udfordringer, de ikke selv har ressourcer eller viden til at løse
Kilder: Teknologisk Institut og Uddannnelses- og Forskningsministeriet