– Det er lykkedes, men det har været et meget længere og sejere træk, end vi havde troet og håbet på. Vi havde håbet på lidt mere, så vi kunne have fastholdt flere helårsmedarbejdere. Men vi er nu tæt på, at der er så meget aktivitet, at der er basis for at have køkken- og tjenerpersonale på helårsbasis.
Benny Schou understreger, at det ikke er nok, at det enkelte hotel, restaurant eller kunsthåndværker går ud og markedsfører sig og holder åbent i ydersæsonen.
– Vi hører desværre hele tiden fra vores gæster i ydersæsonen april eller oktober, at der er alt for mange steder, der allerede har lukket. Det er lidt ærgerligt, at Bornholm ikke kan blive enige om, at man i et vist omfang stadig holder åbent, i stedet for at folk bare skummer fløden og så lukker porten ligeså snart, man synes, der er for få gæster. Gæsterne er jo ikke tilfredse med bare at sove og at spise sig mætte tre gange om dagen. De vil gerne have mulighed for at se noget og opleve noget ude på øen. Der kan Bornholm stadig blive meget bedre til at hjælpe hinanden med at holde dørene åbne og give gæsterne en oplevelse.
Men der er vel sket noget?
– Der er sket meget. Destinationen er blevet meget bedre, så gæsterne kan finde dem, der har åbent, mener Charlotte Koefoed.
– Der er også kommet en ny aftale for transporten til Bornholm, hvor det er blevet ekstremt billigt at rejse i vinterhalvåret, og det har også flyttet rigtig mange gæster, siger Benny Schou.