Tager man en indkøbskurv på armen og går ind i Kvickly i Snellemark Centret i Rønne, vil man i denne tid opleve en butik, der fremstår lidt anderledes, end kunderne er vant til. I denne uge kigger man for eksempel forgæves efter slagterafdelingen og køleskabet med ost i varehusets fjerneste ende.
Er man glad for kød og mejeriprodukter, behøver man ikke være bekymret. Kvickly er ikke ved at blive omdannet til et vegansk supermarked. Varehuset er simpelthen i gang med en modernisering, som begyndte i sidste uge og fortsætter nogle uger endnu.
– Vi er i gang med at udskifte alle vores kølemøbler til nogle nye, siger varehuschef Brian Karlsen.