DAT: Statslig CO2-afgift bremser den grønne omstilling i flybranchen

DAT: Statslig CO2-afgift bremser den grønne omstilling i flybranchen
NYHED | ABONNENT | 23. APR 2022 • 06:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
23. APR 2022 • 06:00

Det vil ifølge direktør Jesper Rungholm hos DAT være skadeligt for den grønne omstilling i flybranchen, hvis staten indfører en CO2-afgift, som den regeringen foreslog som en del af en grøn skattereform.


Hos DAT bliver regeringens plan om en grøn skattereform med en høj og mere ensartet CO2-udgift modtaget med hovedrysten af direktør Jesper Rungholm, som mener, at reformen faktisk vil modarbejde den grønne omstilling i flybranchen. Det er en branche, hvor man meget nøje overvejer, hvordan man bruger hver eneste krone, siger han, og hvis pengene skal bruges på en statslig CO2-afgift, kan de ikke bruges på indkøb af nye fly og udvikling af grøn indenrigsflyvning.

Siden statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale lancerede en plan om grønne indenrigsflyvninger i 2025 og 100 procent grøn flytrafik i Danmark i 2030, har branchen kæmpet for at finde en måde at gøre det på.

– Og det koster altså mange penge. Vi giver i dag knap syv kroner literen for jetbrændstof, og det her andet brændstof koster 20-25 kroner literen. Vi kæmper for at finde løsninger og få det op at stå, og vi har af egen drift foreslået en passagerafgift, der gik til at finansiere den her omstilling. Så vi er allerede på vej, og vi kan altså ikke både hæve priserne for at dække en CO2-afgift til staten, hvor vi ikke har nogen idé om, hvad pengene skal bruges til, og så samtidig gennemføre passagerafgifter til brug for grøn omstilling, siger Jesper Rungholm.

Hvis det ender, som regeringen fremlagde i sit udspil onsdag, vil det ifølge DAT-direktøren få konsekvenser for flyvningen til Bornholm. Det kan være i form af dyrere billetter, færre afgange eller mindre fly og dermed færre pladser.

Et hug i nyrerne

DAT og andre flyselskaber betaler allerede for CO2-kvoter, der er blevet dyrere, og hvis der skal komme en ny afgift, skal den ifølge branchen ikke være adfærdsregulerende. Det skal være en afgift, der gør, at flyvningen bliver grøn.

– Lige nu bliver vi ramt tre gange. Vi har allerede en CO2-afgift, vi får en ny statslig CO2-afgift, og så er vi derudover ved at skaffe penge til at lave den her grønne omstilling og faktisk gøre flyvning grønt, for det er det, der har været det vigtigste. Det er det, vi arbejder på frivilligt i branchen inklusive afgifter. At vi så får et hug i nyrerne med den her, det er en lille smule ærgerligt, siger Jesper Rungholm og tilføjer, at der i sidste ende ikke er andet at gøre end at lægge en eventuel udgift over på passagererne.

I forhold til grøn flyvning peger pilen i flybranchen ifølge DAT-direktøren i første omgang på det, man kalder SAF. Det står for sustainable aviation fuel og kan oversættes til bæredygtigt flybrændstof. På længere sigt arbejder man på at gøre flyvning CO2-frit via brint fra power-to-x.

– De to løsninger i en blanding er det, vi arbejder frem mod i 2025 og senere i 2030. På lang sigt siger flyfabrikkerne, at løsningen er brint, og brint-hybrid, siger Jesper Rungholm.

Brint fylder meget

Med brint-hybrid kan man forestille sig en situation, hvor et fly letter fra København med retning mod Bornholm, og det hele foregår på brint. Hvis det så viser sig, at vejret på Bornholm er så dårligt, at flyet ikke kan lande, men må vente i luften eller returnere til København, så skifter det til jetmotorerne, der flyver på SAF.

– Problemet ved hybriden er, at brint fylder meget ombord på flyet. Det kan ikke være i tankene, som man kender dem i dag, siger Jesper Rungholm.

DAT er i dialog med et firma i Toulouse i Frankrig om at fjerne en del af sæderne i den store af selskabets flyvemaskiner og gøre den til en maskine med 56 sæder i stedet for op til 72 passagerer.

– De manglende pladser bliver simpelthen brugt til brinttanke. Det er ikke særlig smart, for det gør jo, at den positive ting, vi får ud af at flyve på brint, lidt går tabt i driftsøkonomien, forbi man kommer til at mangle cirka 20 passagerpladser, siger Jesper Rungholm.

FÅ ABONNEMENT