Hvad fylder hos de unge op til kommunalvalget? Tidende er taget ud på Campus Bornholm for at finde svaret.
Kommunalvalget banker på døren. Det betyder, at danskerne skal tage stilling til, hvad der betyder noget for dem.
Den liste kan se forskellig ud alt efter, hvor man er i sit liv.
Tidende er derfor taget på Campus Bornholm for at finde ud af, hvad de unge har på hjerte med et kommunalvalg lige om hjørnet.
'Lyder som en kliché'
På Store Torv, der er knudepunktet på Campus, sidder små grupper af elever og spiser sine medbragte madpakker. Andre har flottet sig og spenderet 40 kroner på en omgang kylling i karry, der er dagens ret.
Der er ikke længe til, at weekenden ringer ind, og inden da kan de gå forbi skolens fredagsbar og drikke en fadøl. En gruppe piger har sat sig ved et af de lange borde. Da Tidende henvender sig for at spørge, hvad de tænker om kommunalvalget, glider deres blikke hen på 18-årige Mille Røjbek Sørensen fra 3.z på STX. Hun vil gerne dele sine tanker med avisen.
Mille Røjbek Sørensen skal stemme for første gang, og hun er ikke i tvivl om, hvad der står øverst på hendes liste over de vigtigste emner.
– Det vigtigste for mig er klima. Det lyder virkelig som en kliché, fordi man er ung, og så skal man gå op i det, men det er det eneste, jeg tænker på.
– Jeg tror ikke, at man forstå vigtigheden i det. Jeg har biologi på min linje, og der har vi meget om, hvad jorden bliver udsat for. Jeg tror ikke, folk forstår, at der er få år til, at vi kan stå i en ekstrem klimakrise, siger hun.
18-årige Mille Røjbek Sørensen fra 3.z på STX har klima som den vigtigste dagsorden. Foto: Frida Flinch
Mille Røjbek Sørensen synes, at politikerne skøjter for hurtigt henover emnet, når de berører det i valgkampen.
– Det bliver bare ét af flere emner. Når en politiker bare nævner klima, så virker det som om, at personen tager stilling til det, men de dykker ikke ned i, hvorfor det er så vigtigt. Det bliver meget overfladisk.
Vil skubbe til statistikken
En anden elev på Campus Bornholm, der også har slået sig ned med en madpakke på Store Torv, er Laurits Koch Lund-Tholander på 18 år, der går i 2.g. Ligesom Mille Røjbek Sørensen skal han stemme for første gang, og han er heller ikke i tvivl om, hvad der bliver den afgørende faktor for, hvor hans kryds skal sættes.
– Det punkt, der kommer til at afgøre, om jeg stemmer på dem eller ej, er energiøen.
– Jeg synes personligt, at det er den største mulighed for Bornholm at sige ja til energiøen.
Laurits Koch Lund-Tholander bor tæt på en vindmølle, som han synes er væsentlig mindre støjende, end den vej, der ligger længere væk.
– Jeg synes, at det positive ved det overskygger det negative.
Selvom han er sikker på, hvad der blive det afgørende punkt, så har han endnu ikke fastlagt sig på et felt på stemmesedlen.
– Jeg sidder stadig og læser op på deres mærkesager, og hvad de har gjort før, siger han.
Men én ting er sikkert, han glæder sig til at sætte sit kryds for første gang.
– Jeg går op i politik, og jeg synes, at det er fedt at have en indvirkning. Jeg har set lidt på statistikkerne, og der er ikke supermange unge, der stemmer, og jeg vil gerne være med til at skubbe til den statistik.
Laurits Koch Lund-Tholander er ikke helt galt på den i sin læsning. Københavns Universitet undersøgte valgdeltagelsen efter kommunalvalget i 2021. 67,2 procent af danskerne stemte til valget, men for de 19-21-årige lød valgdeltagelsen på 58,5 procent, mens den foir 22-29-årige var 53,2 procent.
Laurits Koch Lund-Tholander på 18 år glæder sig til at rykke statistikken på valgdeltagelsen for unge. Foto: Frida Flinch
For mange afgifter
Bevæger man sig op ad trappen ved Store Torv og drejer til højre, så finder man blandt andet de studerende, der i fremtiden bliver socialrådgivere og sygeplejersker.
En af dem er Freja Nielsen på 22 år, der er i gang med at uddanne sig til pædagogisk assistent. Sidste gang hun stemte, endte hun med at stemme blankt, men denne gang skal det være anderledes, har hun besluttet.
– Min familie skal i næste weekend sætte mig ind i det og forklare mig det. Jeg synes, det er meget kompliceret.
– Jeg er ikke sådan en, der tager ud og høre debatter, så jeg synes, at det kan være svært at komme ind i, siger hun.
To af Freja Nielsens medstuderende er Nicolas Greve på 34 år og David Kleiner på 18 år.
Nicolas Greve synes ikke, at det er særlig spændende at følge med i lokalpolitikernes udmeldinger op til valget, men til gengæld følger han med i løbet af året.
– Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke tror, at det gør den store forskel, lige meget hvad jeg stemmer på Bornholm. Vores budget er ikke til det, så lige meget hvem der kommer ind, kommer de ikke til at kunne lave de store ændringer, siger han.
David Kleiner på 18 år er mere vævende, når det kommer til sin viden om politik, men han har dog en ide om, hvad der kommer til at have betydning for sit kryds.
– Så skulle det være skat og afgifter. Der er nogle afgifter, der er lidt for mange af, siger han.
Nicolas Greve bakker op om den dagsorden.
Ønsker flere uddannelser
I en sofa sidder Sam Jawad på 33 år og Manfoza Jemal på 25 år og taler i en af deres pauser. De læser til social- og sundhedsassistent på Campus Bornholm.
Sam Jawad er ikke i tvivl om, hvor hun kommer til at søtte sit kryds til valget.
– Jeg har en klassekammerat, hvis storebror stiller op, og vi vil gerne støtte ham, siger Sam Jawad.
Manfoza Jemal overvejer også at stemme på klassekammeratens bror.
– Han går op i udviklingen af uddannelse på Bornholm. For os, der bor på Bornholm, er det vigtigt, at der kommer flere muligheder for at tage en uddannelse her på Bornholm, siger hun.
Hun har nogle mindre søskende, der er født på Bornholm, og som hun håber, vil få endnu flere muligheder, når de på et tidspunkt skal starte uddannelse.
Det er Sam Jawad helt enig i.
– Det er ærgerligt, at det er så bestemt, hvilke uddannelser man kan tage. For ellers skal man læse ovre, siger hun.
De tror begge to, at det vil få flere til at blive på øen.