Christiansøfartens gamle skib sat til salg

Christiansøfartens gamle skib sat til salg
Chimera som caféskib på Fanø i sommeren 2022. Privatfoto
ERHVERV | Tirsdag 14. februar 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Tirsdag 14. februar 2023 • 15:30

Chimera sejlede i cirka 50 år passagerer mellem Gudhjem og Christiansø – nu har ejeren på Fanø sat skibet til salg.


– Det kunne være meget passende, at Chimera kommer hjem til Bornholm igen.

Det siger Kurt Kirkegaard, ejer af galeasen Chimera, som han netop har sat til salg for 1,5 millioner kroner.

"Chimera er et spændende skib med uanede muligheder: Restaurant, café, charterskib, husbåd, kontor, showroom eller eventsejlads – kun fantasien sætter grænsen", bliver den præsenteret i salgsmaterialet.

Chimera kom til Bornholm i 1947 og sejlede først som fragtskib, inden det blev ombygget til passagerskib. Herefter sejlede Chimera titusindvis af passagerer mellem Christiansø og Gudhjem i cirka 50 år frem til 2006, da Christiansøfarten solgte skibet til et rederi i Svendborg.

Chimera blev lagt op i 2012, og det var i en meget ringe stand, da Kirsten og Kurt Kirkegaard i 2020 købte skibet.

– Der groede træer og græs i et tykt lag på dækket, og rælingen var godt mør af råd, og samtidig var alt et rodet kaos oppe og nede, fortæller ejeren.

Da han spurgte på værftet, hvad det ville koste at sætte Chimera i stand, var svaret cirka 300.000 kroner.

– Vi har brugt næsten to millioner kroner, oplyser Kurt Kirkegaard.

Det er ærgerligt

Ejeren har i dag flere eksperters ord for, at skibets stand er fantastisk i betragtning af dets alder. Chimera blev bygget i Skotland og søsat i 1912 – samme år som Titanic.

– Det er ærgerligt for os at skulle sælge, når vi er kommet så langt med den, som vi er, siger Kurt Kirkegaard.

Men sagen er, at ejerne ganske enkelt synes, at det er for besværligt og dyrt at leve op til de krav, der stilles fra forskellige myndigheder – for at kunne bruge Chimera, som parret gerne vil.

– Vi er over 70 begge to, og vi synes, at vi løber panden imod. Så vi har besluttet os til at prøve at finde en køber, der er interesseret i at få et fuldt funktionsdygtigt skib til et eller andet sjovt, siger Kurt Kirkegaard.

Caféskib på Fanø

– Planen var, at Chimera skulle ligge til kaj på Fanø, hvor vi ville drive det som caféskib og et kulturskib med udstillinger med videre. Vi vidste godt, at det ikke ville blive en millionforretning. Men vi så det som en gave til Fanø og turisterne, som kunne komme om bord på et gammelt træskib og nyde udsigten til sælerne og få et glas vin eller øl.

Chimera fik endelig de forskellige tilladelser og ankom i begyndelsen af juni 2022 til Fanø – som ligger i Vadehavet ud for Esbjerg.

– Det gik udmærket, og folk syntes, at det var hyggeligt. Vi fik dog en dårlig start, fordi vejret i juni ikke var så godt. Vi blev til gengæld beriget med en god august, fortæller Kurt Kirkegaard.

Blandt sommerens arrangementer på Chimeras dæk var en direkte P4-radioudsendelse, hvilket medførte et besøg fra Søfartsstyrelsen, fortæller Kurt Kirkegaard:

– Hallo, I har ikke ændret status til flydende erhverv, refererer han.

Skal omregistreres

Chimera kan på grund af havne- og vejrforhold på Fanø ikke ikke ligge der hele året, og skibet har derfor siden i efteråret ligget på et værft i Hvide Sande. Når det skal ud at sejle, skal det godkendes og have status som fritidsskib.

– Men man må ikke drive erhverv fra et fritidsskib, så når det ligger på Fanø, og vi åbner cafeen, skal det være flydende erhverv, forklarer Kurt Kirkegaard.

Og omregistreringen er forbundet med udgifter hver gang.

– Det er ikke jammer, men bare en erkendelse af, at sådan er det. Vi tager os kærligt af Chimera, indtil der kommer en køber, og vi har fået den samme plads på Fanø til sommer. Så der åbner vi igen café, hvis vi ikke får solgt inden da. Hvis der kommer nogle initiativrige folk med en god idé til anvendelse af skibet, er vi til at tale med.

Også selv om I har brugt næsten to millioner kroner på skibet?

– Jeg ved godt, at de penge får vi aldrig hjem igen. Men så har vi gjort en god gerning ved at bevare et gammelt træskib i yderligere en del år. Vi klarer det nok.

 


 

Historie til en bog

Mens det såkaldt synkefri Titanic som bekendt lød en krank skæbne og hviler på havets bund, har Chimera eksisteret i 111 år.

– Vi har fremskaffet meget historie, blandt andet fra Bornholm og fra værftet i Skotland, hvor det er bygget. Man kunne skrive en hel bog om skibets historie, fordi det er så fantastisk som det er, og at det stadig kan sejle, siger Kurt Kirkegaard, der selv har nedskrevet noget af historien.

Han fortæller blandt andet den dramatiske historie om, da Chimera i 1947 af de nye bornholmske ejere blev sejlet fra Cardiff i Wales til Rønne – via Kielerkanalen.

Det viste sig, at man havde fået lastet for lidt kul til turen, så der måtte fyres i kedlen med træ fra de gamle lodskamre og øvrigt inventar. Uden dette ville Chimera have lidt samme skæbne som Titanic og være forlist under turen. Så det var et noget afpillet skib, der anløb Bornholm og efterfølgende måtte på bedding og renoveres fra mast til køl.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT