Bus med nødhjælp er kommet godt af sted

Bus med nødhjælp er kommet godt af sted
Tidlig onsdag morgen ankom bussen fra Svaneke Nexø Bustrafik med nødhjælp til Polen. Næste mål er den polske by, Chelm, hvor nødhjælpen skal læsses af. Privatfoto.
ERHVERV | Onsdag 2. marts 2022 • 09:34
Berit Hvassum
Journalist
ERHVERV | Onsdag 2. marts 2022 • 09:34

Onsdag morgen ankom en bus fra Svaneke Nexø Bustrafik med masser af nøhjælp til Polen.

Tidlig onsdag morgen ankom bussen fra Svaneke Nexø Bustrafik til den polske havneby, Swinoujscie.

Om bord på bussen er to chauffører, som skal bringe nødhjælp til ukrainske flygtninge i den polske by, Chelm, som ligger cirka 25 kilometer fra den ukrainske grænse.

På turen tilbage medbringer bussen flygtninge til Danmark.

– Vores chauffører læsser al nødhjælpen af i Chelm, og så afventer vi, hvor de skal hen og hente flygtninge. Vi ved endnu ikke, hvor mange eller hvem, vi skal have med, siger daglig leder i Svaneke Nexø Bustrafik, Mads Svendsen til Tidende.

Bussen med nødhjælp tog af sted fra Bornholm tirsdag aften, hvor de sejlede videre fra Ystad mod Swinoujscie.

– Jeg har ikke sovet så godt, men jeg ved, at vores to chauffører har fået en god nats søvn og fået en fin behandling af Polferries på turen til Polen, fortæller Mads Svendsen, der oplyser, at det polske færgeselskab har givet tilsagn om gratis færgeoverfarter for Svaneke Nexø Bustrafik.

Beslutningen om at sende en bus afsted med nødhjælp havde et meget kort afsæt, da ejer af Svaneke Nexø Bustrafik, Morten Krogsgaard og daglig leder, Mads Svendsen, i mandags valgte at bidrage med hjælp til den stigende flygtningestrøm af ukrainere, som kom over grænsen til Polen.

På kort tid fik de fyldt bussen med donationer fra lokale butikker og med bidrag fra en indsamling på KFUM's Soldaterhjem, der omfattede dyner, tæpper, soveposer, førstehjælp- og beskyttelsesudstyr.

Bussen med nødhjælpen forventes at være fremme ved Chelm-området onsdag aften.

FÅ ABONNEMENT