Bülow laver rekordomsætning

NOTITS | 16. MAJ 2023 • 05:30
Af:
Line Hansen
NOTITS
16. MAJ 2023 • 05:30

Konfekturevirksomheden Lakrids by Bülow kommer ud af 2022 med en rekordstor omsætning på 317 millioner kroner – en vækst på otte procent sammenholdt med året forinden.

I en pressemeddelelse fremgår det, at særligt det tyske marked har spillet en stor rolle i omsætningen, og at markedet, med en øget vækst på 27 procent sammenholdt med året forinden, er det næstestørste efter det danske.

Udover at have øjnene rettet mod det tyske marked, har Lakrids by Bülow i 2022 sat ekstra fokus på økologi og genanvendelig emballage, ligesom de har ansøgt om at blive B Corp-certificeret, hvilket betyder, at man som virksomhed forpligter sig til at leve op til høje standarder både socialt, miljømæssigt og i forhold til gennemsigtighed.

Lakrids by Bülow blev startet på Bornholm i 2007 men har i dag produktion i Hvidovre og har egne konceptbutikker i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Storbritannien og de Forenede Arabiske Emirater, og produkterne sælges hos godt 2.000 forhandlere fordelt på 25 lande.

I juli 2022 kunne virksomheden markere 15-års jubilæum med lanceringen af en ny økologisk produktkategori, der baserer sig på den originale opskrift og produktionsmetode, Johan Bülow skabte i sin mors køkken på Bornholm i 2007.