Bornholmske bryggerier truet af politiske planer

Bornholmske bryggerier truet af politiske planer
ERHVERV | Lørdag 2. marts 2024 • 11:00
Af:
Søren Strandmann-Møller
ERHVERV | Lørdag 2. marts 2024 • 11:00

Rabat på ølafgift for de mindre bryggerier forsvinder måske. Det bliver dyrt for den bornholmske ølproduktion.

Søren Strandman-Møller

Et ekspertudvalg nedsat af regeringen lægger nu op til at fjerne moderationsordningen for de små bryggerier.

Det er den rabat på ølafgiften, som de mindste bryggerier i Danmark får; en rabat der også gælder små bryggerier i andre EU-lande. Staten står til at få omkring 15.000.000 kroner mere ind i afgifter, hvis ordningen afskaffes. For de små bornholmske bryggerier kan det få alvorlige konsekvenser.

– Det vil koste os et sted mellem 100.000 og 150.000 kroner årligt, siger indehaver af bryggeriet Beer Here, Christian Skovdal Andersen til Tidende.

For ham er det et anseeligt beløb at miste, og det kommer også til at få konsekvenser.

– Sidste år udbetalte jeg 236.000 kroner til mig selv i løn, og hvis den skal halveres, har jeg ikke længere mulighed for at betale husleje, siger han.

Bliver moderationsordningen fjernet, vil det derfor få andre konsekvenser for ham.

– I forvejen er råvarer og energi steget meget i pris, og eftersom vi ikke kan spare på det, må vi reducere i personalet, siger han og fortsætter:

– Vi har meget sæsonpersonale ansat på deltid, fordi vi også har åbent om sommeren. Det bliver nogle af de medarbejdere, som vi desværre nok må sige farvel til, hvis regeringen gennemfører planerne.

Heldigvis er Beer Here ikke truet på livet og skal nok klare sig igennem indtægtstabet.

– Vi har været på markedet i mange år og er velkonsoliderede. Jeg er mere bekymret for de nye i branchen, der ikke har så stærk en økonom, lyder det fra bryggerindehaveren.

Lukninger og fyringer koster også staten penge

Sidste år lukkede der 14 mindre danske bryggerier, og Christian Skovdal Andersen frygter et lignende scenarie for de bryggerier, der i forvejen kæmper for at overleve.

– Det kan godt være, at statskassen sparer 17 millioner kroner ved at fjerne moderationsordningen. Men hvis mange mister jobbet på grund af lukninger, giver det også et tab for statskassen, der mister indtægter for afgifter og skat, siger den bornholmske brygmester.

Den socialdemokratiske erhvervsordfører, Mette Reissmann, er ikke meget for at komme de bornholmske bryggerier i møde.

Hvordan vil du have det med, at fjernelsen af moderationsordningen kan koste små bryggerier livet?

– Jeg kan ikke sige noget om det, men nu er vi i gang med at tale med ministeren om det her. Nu er det et ekspertudvalg, der er kommet med sine anbefalinger. Efter ministeren har haft samtaler med de enkelte partier, skal vi mødes igen, siger hun til Tidende.

Men bekymrer det dig ikke, hvis en så lille gevinst for staten kan betyde tab af arbejdspladser og lukning af bryggerier?

– Der er forhandlinger i øjeblikket, og derfor kan jeg ikke sige noget, slutter Mette Reissmann.

For Christian Skovdal Andersen fra BeerHare er det absolut ingen tanker om at kaste håndklædet i ringen.

– Men hvis det ender med, at jeg skal have halveret min løn, burde jeg nok overveje at vende tilbage til it-branchen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT