Derudover skal den øvrige samfundsudvikling tages med i regnestykket. Priser på stort set alt går op ikke mindst klimaafgifter for kalk hentet fra en af landet største Co2-udledere nemlig kalkbruddet i Faxe. Det bidrager alt sammen til en presset økonomisk udvikling.
”Vores mørtel koster lidt mere end gennemsnittet, men som sagt er mange håndværkere meget loyale. Faktisk var vi indstillet på at tage et nul-år for at æde noget af den udgiftsstigning, som rammer priserne, der så igen rammer håndværkerne. Det kan vi ikke leve af i det lange løb, men vi var indstillet på, at det skulle være sådan for 2024,” siger Allan Marck Hansen og uddyber:
”Når det kommer til penge, så er verden et pudsigt sted. Folk køber gerne en lille mundfuld chokolade for 30-40 kroner, men et nybygget hus til 2,5 millioner kroner koster ca. 15.000 kroner i forbrug af mørtel. Det synes folk er dyrt. Det er den anden side af den virkelighed, som vi lever i.”
Så hvordan undgik Bornholms Mørtel og Transport at lukke helt ned. Det var virksomhedens ekspertise, der kom til undsætning. Ideen kom en ’sørgelig søndag’, som han fortæller det.
”Jeg var desperat, det var jeg virkelig. Så fik jeg en ide. Den mørtel vi laver nu er en blanding af Sibelcos produkt, og det jeg køber i Jylland. Når der er suget i området, så fyldes hullerne igen, men med små korn og så mangler de store korn som vi så supplerer med fra Sønderjylland for at ramme kurven perfekt.