Bornholmerslottet Aps har fået en bøde, fordi selskabet ikke har fortalt sine lejere, at det har tabt to sager om for høj husleje i Huslejenævnet.
Bornholmerslottet har ifølge Bornholm.nu 88 lejemål og tabte i juni sidste år to sager om for dyre huslejer. Det er et krav, at man inden en vis tidsfrist orienterer sine øvrige lejere om en sådan huslejenedsættelse, og det har selskabet ikke gjort.
Anklagemyndigheden rejste sagen som en straffesag og gik efter, at selskabet skulle idømmes en straf på 500.000 kroner. Anklagemyndigheden fik medhold i retten om skyldsspørgsmålet, men retten mente, at bødestraffen blot skulle være 250.000 kroner.
Det er erhvervsmanden Michael Møller, som står i spidsen for Bornholmerslottet ApS, og han fortæller til Tidende, at han er uenig i dommen, og derfor vil han anke sagen til Østre Landsret med krav om frifindelse.