Pludselig var årgangsurene blandt topsælgerne på Sebastian Frosts webside.
– Det var aldrig tænkt sådan, og det kan jeg godt lide. Jeg laver snart alle år fra 1945 til 2025, så der også er til studentergaver, konfirmationsgaver og den slags.
Ude om vinteren – hjemme om sommeren
Familien Frost har et motto: Noget dør tidligt, noget lever for altid. I Listed har Signe og Sebastian og de to sønner, der nu er 15 og 20, fundet en livsstil, der passer til det motto: Guldet, der lever for altid, og sæsonerne, der skifter fra år til år. Det er en livsstil, der passer til Signe Bay og Sebastian Frost.
– Vi havde vores første sæson i 1999, vi kender ikke andet, vi glæder os til sommeren kommer, til at møde gæsterne og stamkunderne, som kommer flere gange om året. Men når det så bliver september, så er det også fedt. Når man arbejder, som vi gør, sælger du jo lidt dig selv – vi elsker det, jeg ville ikke kunne sidde bag et skrivebord – men al den energi du lægger i det, den bygger du op om vinteren. Når sæsonen går på hæld, så skal vi bare bo et eller andet sted langt ude på landet nede på Mallorca, ikke snakke med nogen, kun købmanden og that’s it.