Når naturen forarmes, kræver den ikke mindre, men mere menneskelig hjælp – og det er præcis den debat, Knud Andersen overser.
I sit indlæg d. 5. oktober udelader Knud Andersen den grundlæggende konflikt i, at natursynet i disse år ændrer sig.
Ord som “tivolisering”, “design” og “teoretikere” (ren café latte) vækker givetvis genklang hos mange, men er grundlæggende mangel på respekt for en modpart, der dækker langt flere end Naturstyrelsen – også på Bornholm.
Man skal et spadestik dybere
Indlægget etablerer en direkte sammenhæng mellem broen over Opalsøen (enig: væk med den), de bornholmske bisoner og indhegnet natur med “fugleture, vandhulssafari og ponytræk”, men undgår at gå det spadestik dybere, hvor den egentlige påstand kommer til diskussion. Hvis man ikke vidste bedre, så er KA's Naturstyrelse udelukkende til for naturturister - modsat “os, der til daglig er i naturen”.
Derfor er det interessant at KA skelner mellem “design” og “brug” af naturen, eftersom begge dele er indgreb i den vilde natur, som vi ikke længere har i Danmark. Ifølge KA ønsker myndighederne “at designe naturen i stedet for at lade tingene udvikle sig ad naturlig vej”. Dette står i modsætning til et ideal om den bornholmske natur som “et resultat af naturinteresser, granitbrydning, fremstillingsvirksomhed, fiskeri, turisme, landbrug, skovdrift og så videre”.
Hvis vi kunne rulle tiden tilbage til før industrialiseringen af især fiskeri og landbrug for alvor tog fart, så har KA ret – og dér har vi den konflikt, som han undgår i indlægget.
KA forudsætter, at naturen klarer sig selv. “Teoretikerne” bygger på forudsætningen, at menneskets indgriben i den danske natur har nået et knækpunkt, hvor det ikke længere er tilfældet.
I tvivl? Så kig!
Hvis man er i tvivl, så kan man bare følge havets udvikling i de (også forkætrede) medier eller kigge efter Bornholms natur på Google maps. Markernes størrelse og udstrækning ville chokere de fortidens helte, der brød lyngen. Ville de bytte med sommerfuglene, sangfuglene, de vilde bier og pindsvinene?
Jeg har ikke noget problem med, at (stort set) bæredygtige indgreb i naturen skabte det Bornholm, som vi er berømte for. Men at fastholde det kræver at man lukker øjnene for den kraftigt accelererede forandring, der i dag har gjort os fattigere og naturens “selvforvaltning” til et paradis af græs og tidsler.
Hjælp er påkrævet!
Det synspunkt, som KA undgår, er, at hvis vi vil have den varierede flora og fauna, der trivedes i (nu drænede) vandområder, (nu jordforbedrede) næringsfattige arealer, varieret skovbevoksning (fremfor plantager) og (nu nedlagte) hegn, så har naturen brug for hjælp.
Den debat, som KA skøjter hen over, angår ikke "om", men "hvordan".
Hvis landbruget går ind på at indhegne deres marker, så behøver vi ikke at hegne naturen inde. Kompromis, KA?
