Axel Sørensen lukker afdeling

Axel Sørensen lukker afdeling
Axel Sørensen lukker sin VVS-afdeling, men EL og ventilation fortsætter uændret. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | 13. OKT • 09:56
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | 13. OKT • 09:56

VVS-afdelingen og dens medarbejdere bliver overdraget til Flemming Svendsen VVS.

Udfordringer med at finde den rette ledelse får Axel Sørensen til at lukke sin VVS-afdeling og overdrage aktiviteterne til Flemming Svendsen VVS. I den kommende periode vil Axel Sørensen VVS færdiggøre igangværende opgaver, og berørte kunder vil blive kontaktet direkte.

Virksomheden har haft stor travlhed og mange spændende opgaver, men manglen på en administrativ ledelse har gjort, at det ikke længere er muligt at fortsætte driften af VVS-afdelingen, fremgår det.

– Det er med stor beklagelse, at vi må sige farvel til en række dygtige medarbejdere. Vi er dog meget glade for, at vi i samarbejde med Flemming Svendsen VVS har fundet en løsning, hvor vores medarbejdere får mulighed for at fortsætte deres arbejde dér, lyder det fra Axel Sørensens ledelse i en pressemeddelelse.

Fortsætter uændret

Hos Axel Sørensen VVS takker man Jacob Svendsen og Marcus Hansen hos Flemming Svendsen VVS for et konstruktivt samarbejde og for at være med til at sikre en god overgang for både medarbejdere og kunder.

Mens det er slut med VVS hos Axel Sørensen, fortsætter Axel Sørensen EL A/S driften af både el- og ventilationsafdelingen. De afdelinger bliver ikke berørt af ændringen.

– Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle vores kunder for samarbejdet gennem de sidste 20 år med VVS-arbejde. Det har været en fornøjelse at være en del af så mange spændende projekter, fortæller Axel Sørensen VVS.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT