Hospital har fået styr på krise: 'Det er jo afgørende'


På Bornholms Hospital går det meget bedre nu med rekrutteringen end tidligere, når det kommer til sygeplejersker.
Tilbage i 2022 skrev Tidende om en stor mangel på sygeplejersker på Bornholms Hospital.
Det gjorde, at flere andre faggrupper dækkede ind for sygeplejerskerne, mens de uddannede sygeplejersker også holdt hårdt for i vagtplanlægningen.
Men tiderne med mangel på sygeplejersker er for nuværende fortid på Bornholms Hospital. For der er nemlig kun få ledige stillinger, hvor der allerede er kvalificerede ansøgere til. Det fortæller vicedirektør Iben Kyhn Riis.
– Så vi forventer at få besat de sidste stillinger her inden for ganske kort tid. Det er vi rigtig glade for, fordi det gør, at vores patienter får det, de kan forvente at få, fordi vi har nok personale, fortæller hun.
Netop for patienterne er det guld værd, at der nu er de ansatte, der skal være.
– Det er jo afgørende. Inde på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside har de lavet nogle opgørelser, der viser vigtigheden af, at der er sygeplejefagligt personale nok på sengeafdelingen. Det er afgørende for, at patienterne kommer godt igennem et forløb. Ligesom det er vigtigt, at der er læger nok, men det sætter man ikke så meget spørgsmålstegn ved. For selvfølgelig skal der være læger på et hospital, men det er altså lige så vigtigt, at vi har sygeplejefaglighed.
Oveni det er også ansøgertallet til sygeplejerskeuddannelsen på Bornholm mere end fordoblet fra 2024 til 2025, hvor der i år var 21 ansøgere. Noget, som der bliver vurderet, får en positiv betydning i fremtiden, da flere, der uddanner sig lokalt, også vælger at arbejde lokalt.
Dermed kan det i fremtiden også være nemmere at rekruttere sygeplejerske, når der bliver ledige stillinger – hvilket der løbende gør, og det er helt normalt, fortæller Iben Kyhn Riis.
– Når man er en stor arbejdsplads, er der jo altid et vist flow, og det skal der også være. Hvis vi aldrig havde ledige stillinger, får vores kollegaer heller ikke muligheden for at prøve noget andet og udvikle sig der. Så kommer nogle måske også tilbage med nye kompetencer, som vi også kan bruge og lære af, siger hun.
Flere ting sat i søen
Men hun fortæller også om årsagerne til, at sygeplejerskemanglen ikke længere fylder på hospitalet. Der er dog flere parametre, som afgør det, siger vicedirektøren.
– Vi har arbejdet rigtig meget med vores arbejdsmiljø gennem de seneste år, og vi har endda været ude i det ganske danske land og fortælle om de indsatser, vi har lavet. Det er ikke, fordi der ikke tidligere har været nærværende ledelse, men vi fokuserer rigtig meget på, at vi hele tiden er i tæt dialog med medarbejderne og er med til at lave individuelle introduktionsforløb, siger hun og fortætter:
– Vi har også en mentorordning og en særlig introduktion for de nyuddannede gennem de sidste par år. Specielt når man er nyuddannet, er der brug for nogen at støtte sig op ad, og der er brug for noget ekstra.
Hun kommer også ind på at sikre faglige udfordringer, kompentenceudvikling for personalet, så de er klædt på til at løse nye opgaver, og at man er klar på nye måder at arbejde på.
Men når der er fyldt op på stillingerne, giver det også noget andet.
– Så er det klart, at de skal løbe mindre stærkt, end hvis man mangler for eksempel ansatte til fire ledige stillinger. Så skal de andre prøve at løse den opgave, fordi patienterne kommer jo alligevel. At der kommer ro på, og vi har de antal hoveder, vi skal have, gør, at der er tid til netop at lave kompetenceudvikling, få de gode snakke, hjælpe hinanden og virkelig gå ned i detaljen, fortæller Iben Kyhn Riis.
Udover de årsager, er der naturligvis også én anden ting, som spiller ind.
– Der kom den her lønstigning i april 2024, som jo gjorde, at sygeplejersker i regionalt regi fik en lidt større lønstigning, så vi måske også i højere grad matcher det, man fik i det kommunale regi. Jeg tror ikke, det er afgørende, men det var på et tidspunkt sådan, at det bedre kunne betale sig at arbejde i en kommune end på et hospital. Det gør også, at man tænker, ”okay, hvis jeg kan få 1000 kroner mere på den anden side af gaden, hvorfor skulle jeg så ikke prøve det?”.
Anden faggruppe
Generelt er der på landsplan også kommet en mindre mangel på sygeplejersker henover det seneste. For mange flere af de opslåede stillinger bliver nu besat. Faktisk er tallet gået fra 45 procent til 14 procent på to år for hele Danmark.
Men da der var mangel på sygeplejersker, blev der også haft en del social- og sundhedsassistenter ansat på Bornholms Hospital til at tage sig at visse af opgaverne. Og det vil de blive ved med at have.
– Nu kan jeg ikke antallet på, hvor mange af hver der er ansat. Man vænnede sig til, at SOSU-assistenter også kan noget. De har en rigtig god uddannelse. De er et godt supplement, og jeg vil påstå, at vi ikke kan undvære dem i dag. De gør et virkelig godt stykke arbejde, siger hun og fortsætter:
– Sygeplejerskerne har overtaget nogle af de lægefaglige opgaver, og assistenterne har overtaget nogle af sygeplejerskens opgaver. Det er sket over hele landet. Det er selvfølgelig ikke alle opgaver, de kan overtage, og det skal de heller ikke. Så det ikke er sådan, at man kan sige, at ”nu behøver vi ikke have sygeplejersker mere. Nu sætter vi bare assistenter ind”. Begge faggrupper er vigtige.
Selve arbejdet med at sikre, at der igen ikke kommer til at være en mangel på medarbejdere, fortsætter også ufortrødent, tilføjer Iben Kyhn Riis.
Det er nemlig et ”evigt arbejde”, for der kommer hele tiden nye ting, man skal.
– Man må gerne have travlt, man må gerne have fart på, men man skal kunne nå at være i det, man laver, og man skal kunne nå at gå hjem og også have plads til at være frisk nok til at have et liv, når man går hjem klokken 15 eller 16 - eller hvornår man nu går hjem, fordi vi har også nogle aften- og nattevagter her. At man har lidt overskud også til det andet liv. Det skal være en balance, og det arbejder vi rigtig meget med, siger vicedirektøren.
Sundhedsreform
For den kommende stykke tid kommer der dog også noget andet, som fylder på bordet for hende.
Det er nemlig blevet besluttet, at der kommer en sundhedsreform, hvor nogle kommunale opgaver flyttes over til regionen.
– Det gør jo også, at vi skal til at have nye kolleger, og vi skal til at arbejde sammen på en anden måde med nogle af de opgaver, som kommunen allerede har haft, men som formentlig kommer til at overgå til os.
– Hvad er det for nogle nye opgaver, der kommer, hvordan skal vi løse dem sammen, er der noget, der skal organiseres anderledes? Det ved vi jo ikke endnu. Fordi det er jo ikke alt, vi bare kan overtage en til en fra kommunen. Men måske skal vi til at kigge på at dreje det i nogle andre retninger. Alt efter hvad Sundhedsstyrelsen nu kommer med af rammer, og det bliver da et stort arbejde. Og der skal vi være meget opmærksomme.
– Det gælder også for alle andre grupper, men også for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. De skal kunne være i det og kunne se sig selv i den nye arbejdsgang og den nye måde at arbejde på. Det har jeg i hvert fald meget fokus på, siger Iben Kyhn Riis.
Netop arbejdet med, hvordan det hele skal organiseres, er også allerede begyndt i snakke mellem kommunen og hospitalet. Her hjælper det også, at Iben Kyhn Riis kommer fra en stilling som sundhedschef i Bornholms Regionskommune, hvorefter hun blev ansat på hospitalet fra 1. april 2024.
– Det gør jo, at jeg kender arbejdsgangen, jeg kender menneskerne, og jeg kender kommunen. Så jeg ved jo godt, hvad er det, vi skal være opmærksomme på. Det er jeg meget bevidst om. Nu kender jeg også hospitalet her. Det handler jo ikke om, hvem der får hvad, eller hvem der skal løse hvilke opgaver. Det handler om, hvordan vi gør det bedst muligt her på øen for vores borgere og vores patienter. Det bliver en kæmpe opgave, men det er også spændende, siger hun.
Ocean Prawns sælger fra
Opråb til virksomheder: Kom på banen
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration








