Bornholm risikerer at gå i stå

Åbenbart er det nemmere at sige "nej" end "ja".

I debatter, beslutningsprocesser og i den offentlige samtale' møder jeg en, om end lille, men ganske højtråbende, skare af mennesker, der helst definerer sig gennem deres afvisning af alle forhold omkring Energiøen og de muligheder, der rejser sig i kølvandet på projektet.

De siger “nej” at skabe en forandring og til nye tiltag – uden selv at levere konstruktive alternativer. Disse “nej”-sigere får en ”gratis omgang”: de slipper for ansvaret for at bygge noget op eller løse udfordringerne om for eksempel den pressede bornholmske økonomi, men kan alligevel høste fordelene, når andre tager slæbet.

"Nej" kræver ingenting

At sige nej er nemmere end at sige ja. Det kræver ingen plan, ingen handling, ingen risiko. Den, der siger nej, kan fremstå konsekvent og principfast uden at skulle stå til regnskab for konsekvenserne af egne forslag.

Og når andre alligevel skaber løsninger, så kan nejsigeren enten kritisere resultatet eller nyde godt af det uden selv at have ydet.

Omkostningerne for fællesskabet

Problemet er, at et samfund ikke kan drives af undvigelser eller eller ved at undgå.

Fremskridt og forbedringer kræver risikovillighed og kompromiser for at kunne opnå. ”Undgå”-mentaliteten betyder desværre også, at vi kommer skævt ind på udviklingen, og i stedet afvikler.

Og det er jo det, som vi har set på Bornholm gennem de sidste 25 år.

Nogle siger nej til for eksempel Energiøen ud fra en oplevelse af utryghed. Fair nok, dem skal vi tage alvorligt og betrygge i den videre proces. Andre bruger afvisninger og nej-mentaliteten til at fremstå kloge og kritiske ved at konstruere skrækscenarier. Det er opportunistme og ”hvad sagde jeg”-kræfter, der ikke er befordrende for en værdiskabende fremdrift.

I en privat virksomhed ville deres karriere ofte blive kort.

Alternativer?

Jeg savner i den grad, at kritikerne af Energiøen kommer med alternativer, som kan skabe den vækst og fremdrift, som landsdelen har så hårdt brug for: Nemlig at øge skatteindtægtsmulighederne. Men også at vi får talt om, at modet til at forsøge er vigtigere end frygten for at fejle.

Det undergraver

“Nej”-sigeren, der undgår i stedet for at opnå, kan virke ufarlig, men undergraver på længere sigt fællesskabets evne til at handle.

Der er brug for kritiske stemmer, men de bør ikke nøjes med at undvige. En kritiker har først gjort sit ansvar fuldt, når han/hun ikke kun kan afvise, men også kan foreslå og opbygge.

På den måde bliver diskussionen konstruktiv og skaber bevægelse fremad.