Nok har der været lidt navneforvirring med det nye bornholmske stade i de københavnske torvehaller på Israels Plads, som er endt med at hedde "Bornholm i Torvehallerne", men i øvrigt er det gået rigtig godt her i den første måned, der har været åbent, siger Susanne Bloch fra Pastariget i Svaneke, som står bag det nye initiativ sammen med sin mand Finn Harild.
– Hjemmesiden tipster.dk, som anbefaler mad og drikke dels i New York, dels i København, bringer lige nu en artikel om os. De kontaktede os også for at høre, om vi ville være med til en kampagne, hvor de solgte værdibeviser til vores stade. Vi gik i luften klokken 7 fredag morgen, og klokken 07.07 havde vi solgt cirka 2.000 værdibeviser, og klokken 07.15 var der udsolgt med 3.000 værdibeviser, siger hun om konceptet, der altså svarer til det bornholmske Best Save.
Susanne Bloch fortæller videre, at 190.000 følgere modtager tipster.dk's nyhedsbrev, hvor det altså blandt andet bliver oplyst, at Bornholm i Torvehallerne er åbnet.
– Så det er vigtigt, for ved folk ikke, at vi er der, og hvad vi kan tilbyde, så kommer de jo ikke, konstaterer hun.