Vigtigt med en god bus til København

Vigtigt med en god bus til København
LEDER | ABONNENT | 28. NOV 2022 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER | ABONNENT
28. NOV 2022 • 05:30

Bornholmerbussen er en institution for Bornholm. Det er meget vigtigt, at den fortsætter som uafhængig operatør.

Fremtiden for erhvervsmanden Jørgen Andersens livsværk er i øjeblikket uvis.

Ganske vist kører Bornholmerbussen trofast videre og forbinder Bornholm med det øvrige Danmark, som den har gjort det siden 1981, men efter Jørgen Andersens død i august har det været usikkert, hvad der skal blive af ruten.

Lige nu ser det heldigvis ud til, at Bornholmerbussen har en fremtid. Bobestyrer, advokat Torben Lund, kunne i sidste uge kaste lys over noget af sagen: Han lod Tidende forstå, at der er flere, der er interesserede i at købe selskabet, og at der ligger en forkøbsret på Bornholmerbussen. Han er sammen med arvingerne efter Jørgen Andersen i færd med at finde ud af, hvad der skal ske.

Og det er uhyre vigtigt, at Bornholm fortsat har konkurrence på busforbindelsen til København, for hvis vi ender i en situation med – endnu mere – monopol til det i øjeblikket ekspanderende rederi Molslinjen, så taber vi på den lange bane.

Det er klart bedst for passagererne, at der er valgmuligheder. Åbenlyst.

Bornholmerbussen har levet en svær tilværelse siden Bornholmslinjens indtog i Østersøen, for ikke så snart havde rederiet meldt sin ankomst, før der også stod en helt ny busforbindelse – Kombardoexpressen – klar på holdepladsen. Kombardobussen kører med om bord på færgerne og byder – mener nogle – på en bedre komfort end Bornholmerbussen, så Jørgen Andersen måtte kæmpe en kamp for at få sin forretning til at løbe rundt.

Alligevel ser det ud til at være attraktivt at få fingrene i hans selskab – og hvorfor? Fordi der ganske enkelt er tale om et utrolig stærkt brand, der generelt har en meget stor stjerne hos os bornholmere.

Bornholmerbussen har på en måde altid været der for os, og vi husker alle de mange ture, som vi har taget med den – i en periode endda i en forlænget udgave helt op omkring Helsingborg, fordi Øresundsbroen var under opførelse.

Det kunne være dejligt, hvis Bornholmerbussen også i de kommende mange år formår at få en forretning ud af at fragte os gennem det skånske landskab, over broen og til København, og at en ny ejer har mod på tilværelsen på trods af den hårde konkurrence mod Bornholmslinjen og Kombardoexpressen.