Vi skal stille krav!
Foreløbig har kommunalbestyrelsen været supertilfredse med, at energiøen - måske- kommer, og har intet konkret gjort for at få en modydelse fra staten, hvilket er helt uforståeligt taget i betragtning, at bornholmerne og erhvervslivet forsat kæmper med Danmarksrekorden i elpriser.
Selvfølgelig skal Bornholm stille krav til gengæld for energiøen. Helt oplagt er det jo at få gjort noget ved de bornholmske elpriser - for eksempel stille krav om, at de bornholmske el-priser kommer ned på landsgennemsnittet.
Ingen tror for alvor på, at Trefor - eller for den sags skyld Beof - vil medvirke til det. Men regering og Folketing kan, hvis ellers viljen er til stede, regulere de bornholmske elpriser ned på et acceptabelt niveau gennem elafgiften, som er en af de helt store poster på elregningen for den enkelte forbruger.