Trøst vil forny kommunen: Larsen-Jensen ser frem til forslaget

SYNSPUNKT | DEBAT | 23. FEB • 19:00
Af:
Claus Larsen-Jensen
gruppeformand for Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen
SYNSPUNKT | DEBAT | 23. FEB • 19:00

I Socialdemokratiet er vi da åbne for, hvis der for de samme penge kan løses opgaver langt bedre.

Borgmester Jacob Trøst har varslet, at han på falderebet ønsker at forny Bornholms Regionskommune. Det er også en del af den budgetproces, som kommunalbestyrelsen skal beslutte indhold og køreplan for på det næste møde.

Direktionen får til opgave at komme med et bud herpå, som kommunalbestyrelsen så skal træffe beslutning om. Man kan selvfølgelig mene, at det er lidt sent og sidste chance, men måske er det ikke så ringe, at Jacob Trøst, fordi han ikke skal genvælges, kan tillade sig at mene lidt mere om ændringer.

Vi er åbne

I Socialdemokratiet er vi da åbne for, hvis der for de samme penge kan løses opgaver langt bedre.

Kommunens økonomiske situation gør jo, at vi alternativt skal have spareplaner hvert eneste år. Hvis der kan skabes mere langsigtede strukturelle ændringer, så de årlige sparerunder kan spares eller mindskes, så er det en vigtig gevinst.

Der er næppe hokus-pokus-løsninger, men det viser sig jo ofte, at ser man ting fra andre vinkler end de gældende, så kan der vise sig nye muligheder.

Hvad bør direktionen se på?

Kommunalbestyrelsen ved selvfølgelig ikke, hvad borgmesteren eller direktionen har i tankerne. Vi er selvfølgelig åbne for gode forslag. Og afventer.

Men jeg skal samtidig pege på områder, som det er relevant at se på.

For det første

Kan ting løses bedre på en anden måde end i dag, og kan ting i kommunen tænkes sammen på en anden måde.

Der er for ikke længe siden sket en reorganisering, som er ved at blive gennemført, og derfor kan alene tanken om igen at skulle tænke kommunen sammen på en anden måde, skabe usikkerhed hos de ansatte, og hos kommunalbestyrelsesmedlemmerne i et valgår. Perspektiverne skal være klare.

For det andet

Kommunen har alt for mange bygninger – 900 stk.

Det antal bygninger bør systematisk reduceres, så de koncentreres til primære kommunale opgaver - færre, men smartere m2. Det skal også lette kommunens udgifter med opgaven med løbende vedligeholdelse og renovering.

For det tredje

Regeringen gennemfører lovgivning med frisættelse af ældreplejen og skolerne.

Det betyder, at der skal dokumenteres, rapporteres og kontrolleres mindre end nu, og det skal frisætte de ansattes faglighed og skabe et bedre arbejdsmiljø. Det skal kunne frigøre tid, som kan bruges på vores børn og ældre.

Ifølge opgørelser på landsplan så udgør de statslige regler 50%. Men kommunerne har selv indført de 50% andre regler. Man kan selvfølgelig ikke afvikle alt dette, men minimere det og frigøre tid til de egentlige opgaver. Bornholms regeringskommune skal systematisk på disse områder gennemføre de forandringer, som frisættelserne kan medføre.

Det skal forbedre arbejdsmiljøet og mindske sygefraværet.

For det fjerde

Kommunen skal prioritere en offensiv erhvervspolitik, som gør det attraktivt at være og etablere sig på Bornholm.

Der skal i samarbejde med de private virksomheder, Business Center Bornholm, de kommunale virksomheder og Campus samt DTU med, hvordan eksisterende virksomheder kan løftes, arbejdskraft – også højtuddannet – kan tiltrækkes, og Campus skal være en del af dette på uddannelsesområdet.

For det femte

Det er en gammel traver, men vi er nødt til på Bornholm at sikre en hurtigere sagsbehandling af byggesager for private og virksomheder.

For det sjette

Så skal der alle de steder, hvor det er muligt, anvendes kunstig intelligens for hurtigere og bedre løsninger.

Jeg kan se det indenfor vagt- og kørselsplanlægning, velfærdsteknologi, sagsbehandling, også på byggesagsområdet. Og der er helt givet endnu flere områder, som det er svært lige nu at have fantasi til.

Men udviklingen går på dette område ekstremt stærkt, og skal lette en række opgaver. Kommunen skal anvende kendte værktøjer – ikke selv udvikle dem.

Direktionens forslag afventes med nysgerrighed.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT