Fødevarer, kunsthåndværk med mere
Vi er imidlertid også sikre på, at Bornholm fortsat har et kæmpe potentiale i forhold til at udvikle produktionen af lokale, sunde, velsmagende og klima- og miljøvenlige fødevarer hele vejen fra jord til bord.
Bornholm har også et kæmpe potentiale i forhold til at bygge videre på den succes, som det bornholmske kunsthåndværk lige nu fremviser, og vi mener, at Bornholm har et kæmpe potentiale for at videreudvikle turismesektoren i en mere grøn, mere klimavenlig og mere lokalt forankret retning.
Selvom hvert jordbrug, hvert mosteri, charcuteri, bryggeri, keramikværksted, vandretursarrangørvirksomhed, eller pensionat, og de mange håndværkervirksomheder, der hver dag skaber og forbedrer de fysiske rammer for borgere og virksomheder, hver for sig kan synes som en dråbe i havet, så skal vi ikke glemme, at det netop er disse små virksomheder, der skaber en stor del af beskæftigelsen.
Den seneste erhvervsanalyse for Bornholm fra 2018 viser, at knap halvdelen af de godt 2000 personer, der i 2015 var beskæftigede på nye bornholmske arbejdssteder, etableret i perioden 2009 – 2015, var ansat i små virksomheder med mellem en og tre ansatte.