Søren Pind: 'Kaster landet, jorden, stedet ikke noget af sig, kommer der intet liv'

Forrige uge havde jeg en journalist fra Weekendavisen på øen. Han kom over for at diskutere indenrigsminister Kaare Dybvads bemærkelsesværdige kritik af det, der fulgte i hælene på murens fald og 1989. Dybvad talte om grænseløshed og den tøjlesløse liberalisme. Globaliseringen. Og skød skylden for alle ulykker på den liberale bølge. Uden at nævne Socialdemokraternes ansvar for udlændingeloven i 1983, der åbnede Danmark for fri indvandring indtil – rigtigt husket – Anders Fogh Rasmussen fik flertal uden om S og de radikale i 2001 og kunne sætte en stopper for netop det. Tal om grænseløshed.

I samme ombæring fik de borgerligt-liberale skudt i skoene, at man bar ansvaret for provinsens forfald. Det var nemlig selvsamme grænseløshed – der for globaliseringens vedkommende har gjort Danmark til verdens sjetterigeste samfund – der var skyld i det. En påstand der undrer mig.

Jeg kan nemlig sagtens huske, da det startede. I Østermarie var der butikker i alle bygningernes langs hovedgaden, Godthåbsvej. En dag kom endda slagteren tilbage. Men så blev det svært. Bankerne – hele tre – lukkede. Slagteren lukkede. Og inden for en årrække var det hele væk. Den udvikling var godt i gang i 1989. For mig hang det derimod sammen med den store skatteprocent og den centralisering, som den socialdemokratiske velfærdsstat hang på. Pengene ind til København, hvorfor de så blev fordelt tilbage igen – efter et bidrag til statens egne forretninger. Det kunne mærkes.

I stedet kan vi så se frem til, at staten nu vil udbrede statslige uddannelsespladser – i denne omgang kom ingen til Bornholm. Og det, jeg ville vise Weekendavisens gentleman of the press, var Østermarie, som den ser ud i dag og prøve at udspørge ham om, hvad uddannelsespladser lige der skulle hjælpe? Hvad var dog tanken bag?

Politikerne i den forrige regering prøvede det samme. Men det handlede aldrig om egentligt at hjælpe. Det handlede om at tage sig ud. At få fyldt hullerne ud på kortet, så man ved valget kunne sige: Se, det har jeg gjort. Men sagen er jo, at for Østermarie og andre byer som den, er det noget helt andet og en helt anden erkendelse, der skal til.

Nemlig at kun økonomisk vækst kan afhjælpe det, der røg, da mobiliteten blev større, stationsbyen mistede sin betydning, og folk kunne handle over lange afstande. I min mormors stue hang karske ord i broderier: "Enhver er sin egen lykkes med" og "Sin lykke skaber man selv". Den slags. Og det har jo den sandhed, at er der ikke et grundlag for at skabe og smede, så er der ingenting. Så kan man stoppe nok så mange statslige arbejdspladser eller uddannelser ud i en tynd fernis, men kaster landet, jorden, stedet ikke noget af sig, kommer der intet liv.

Jeg har ikke en gang oplevet en seriøs politisk anstrengelse for at skabe rammevilkår og et egentligt liv på landet baseret på økonomisk vækst. Ikke en gang. Man må lade det falde, der ikke kan stå. Og samtidig sikre, at der er så godt et klima, så god en jordbund, så ordentligt nogle rammevilkår, at de driftige og flittige kan skabe sig et ordentligt udkomme. Sker det, behøver man ikke at bekymre sig om noget. Men i stedet vil vi se styring, planlægning og kontrol. Det kommer der intet tilbage – endsige nyt – ud af. Det er en skam.

Søren Pind

Skriver hver anden lørdag Pinds perspektiv i Bornholms Tidende.

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.