Søren Pind: 'Vi skal selv kunne'

PINDS PERSPEKTIV

Vi var de første. Med kommunalreformen. En ø – en kommune lød det dengang. Og vi fik lov til at forsøge os før de andre. Ambitionerne var store og forhåbningerne ligeså. Nærmere og tættere, mere effektivt og hurtigere. I det hele taget bedre.

Mine tanker falder på det, fordi regeringen nu har barslet med endnu en udflytning – en kompensation for alt det, der skete dengang. Ikke til Bornholm. Men til andre. Uddannelsespladser og forskningsmiljøer.

Så hvordan er det så gået, siden der er brug for – angiveligt – den kompensation?

Ja, for de af os, der kan huske tiden dengang, er det politiske liv blevet meget fattigere. Det var mere dramatisk – spændende – da fem borgmestre kæmpede for hver deres. Det var også mere… splittet. Der var rigelige bastioner af udleve sin vilje fra – og viljerne brødes. En hel del. Hvem husker ikke slagsmålet mellem Harald Kjøller og Knud Andersen.

Det kan ikke udelukkes, at politik alligevel var blevet noget andet – vi har jo set, at udtømningen af lokalsamfundene fortsatte også. Rønne blev styrket, men ikke meget andet. Nexøs genkomst er først og fremmest sikret af Nexø selv. Driftige folk og erhvervsfolk. Ikke strukturen. Tværtom har besværet med at få løst udfordringen med havnen tydeligvis været præget af den store kommune fremfor folk tæt på. Det er synd og skam, at der ikke er fundet holdbare løsninger for de tomme bygninger, der givetvis ville kunne omsættes til noget produktivt, hvis den politiske vilje fandtes.

Mine lære af erfaringerne er en anden:

Tæt på så jeg, hvordan beslutningstagere i regeringen ikke interesserede sig for, hvad der faktisk gavnede, men hvad der tog sig ud. Når jeg efterspurgte en strategi for, hvilke statslige arbejdspladser, der skulle flyttes hvorhen med henblik på at understøtte lokalområderne, blev blikkene tomme. Det handlede om at flytte noget ud – ikke hvad og hvorfor. Hvilket grundlæggende er årsagen til, at Svendborg for eksempel efter at have fået lukket sit seminarium for ti år siden, nu genåbner en læreuddannelse. Der er ingen grund – det tager sig bare ud.

Snarere oplever vi, at kommunalvalget nærmere sig og der er brug for, at det ser ud af noget. Så nu…

Det er i grunden en skam. For man kan se, hvad folkemødet har gjort ved Bornholm. Man kan se, hvad den genopfundne madkultur, de dygtige handels- og produktionsfolk inden for fødevareindustrien har skabt gennem de seneste år. Man kan se det på husene – de er blevet pæne igen.

Rigtigt liv i landdistrikterne skaber man kun, når rammerne for at skabe noget – selv – er tilstede. Ikke ved at placere uddannelsespladser, man håber folk bruger, og arbejdspladser, der ikke har sammenhæng til den enkelte landsdel eller kommune. Det er forskellen på Rønne og Nexø. Nexø er ikke administrationsby og er ved at komme på fode igen, fordi man finder på, skaber, bygger, tilbyder. Tag tøjhandlen på torvet, der byder sig til også i Svaneke. Eller Achtung, der også har en filial (!) i Rønne. Der sælges til hele Danmark herfra. Tejn er også interessant med bryggeri og en havn, der står foran en ny tid. Det næste spændende på øen sker her, tror jeg.

Hvor ville det dog være glædeligt, hvis politikerne faktisk lavede en grundstrategi, der tog udgangspunkt i, hvad der rent faktisk er i lokalsamfund og egne – klynger – og understøttede dem. Gjorde uddannelserne efterspørgselsdrevne. I Schweiz kan man ikke få en faglig uddannelse uden at have et job – og så indretter samfundet uddannelsen efter det, den enkelte og den pågældende virksomhed, der har givet jobbet, har brug for. Alt sammen efter 9. klasse. Det er et tilbud, 75 procent af den schweiziske arbejdsstyrke gør brug af. Håndværkerfagene er mere respekteret end de akademiske fag. Tjener mere. I Danmark gør vi det omvendt. Gid man ville afprøve det her på øen. Som man gjorde det med kommunalreformen i sin tid.

Søren Pind

Skriver hver anden uge Pinds perspektiv på tidende.dk

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.