Jeg har jo i flere måneder uden held forsøgt at få blandt andre Peter Juel-Jensen til at forholde sig til det bornholmske problem med danmarksrekorden i elpriser. Men han har ikke lyst til at svare, selv på et så simpelt spørgsmål som at få lavet en konsekvensberegning af de høje elpriser, så vi i det mindste får et indblik i, hvad det betyder for den enkelte og for det bornholmske samfund.
Bornholm er jo et udkantsområde og lavtlønsområde, og derfor et danmarksrekorden i elpriser et ret stort problem. Vi har rekordhøje elpriser nu, men tænk så på, hvad der sker, når Trefor i de kommende år skal skrabe en halv milliard kroner sammen hos os forbrugere til deres nye investeringsplan. Det vil gå amok i vanvittige tariffer.
Vi forsøger at tiltrække flere tilflyttere for at få sat en smule prop i hullet i kommunekassen, inden bunden ryger helt ud. Vi forsøger at udvikle Bornholm, men det har ikke meget effekt, så længe vi slås med Danmarks dyreste elregninger. Derfor skal der ske noget. Vore politikere må tage affære.
Jeg er efterhånden mange gange blevet spurgt, hvorfor politikerne ikke gør noget og ikke engang svarer på dybt relevante spørgsmål, som for eksempel at få lavet en konsekvensberegning af de høje elpriser. Det jeg hører er, at de uofficielt erkender problemet, men ikke tør udfordre en stærk energiminister, der ikke under nogen omstændigheder ønsker særordninger for blandt andet Bornholm. Jeg har også efterhånden spurgt adskillige myndigheder, ministerier og enkeltpersoner med indflydelse. Og svaret fra alle er entydigt klart. Alle som en undlader at forholde sig til, at Bornholm slås med Danmarks højeste elpriser, slår korsets tegn for sig og henviser til energiministeren.