Mange på førtidspension

Manglende integrationsindsats.

To ud af tre indvandrere fra overvejende muslimske ikke-vestlige lande over 50 år er på førtidspension.

Det er et chokerende tal, der ikke kun afslører en problematisk tendens, men også kan tyde på en integrationsindsats, der er slået fejl. Det kalder på handling - både af hensyn til samfundets økonomi og ikke mindst de mennesker, som vi måske uforvarende gør en bjørnetjeneste.

Ifølge nye undersøgelser er hele 65,9 procent af irakere mellem 50 og 67 år på førtidspension. For somaliere i samme aldersgruppe er tallet 49,9 procent, og for libanesere 56,4 procent etc.

Et grundlæggende problem

Disse tal afspejler et grundlæggende problem: Vi har skabt et system, der som standard, passiviserer mennesker i stedet for at give dem de værktøjer, som de har brug for til at bidrage til samfundet.

Dette er ikke kun en økonomisk udfordring – det er en medmenneskelig falliterklæring, hvor mennesker mister meningsfuld tilknytning til arbejdsmarkedet og fællesskabet. For mange indvandrere, især fra muslimske lande, kan førtidspension ende som en permanent løsning på midlertidige udfordringer såsom sprogbarriere, manglende uddannelse men måske også kultur.

I stedet for at bygge bro til arbejdsmarkedet har vi valgt en løsning, der isolerer og passiviserer.

Førtidspension

Førtidspension er selvfølgelig nødvendig for dem, der ikke længere kan arbejde på grund af helbredsmæssige årsager.

Selvfølgelig kan mange af de her mennesker have seriøse mén fra en tilværelse i et krigshærget land. Men spørgsmålet er, om vi i nogle tilfælde anvender denne løsning for hurtigt og uden at overveje de langsigtede konsekvenser. Mange af de her mennesker, der ender på førtidspension, har aldrig haft en reel chance for at blive integreret på det danske arbejdsmarked. Måske skyldes det blandt andet manglende sproglige kompetencer, lav uddannelse eller i nogle tilfælde sociale normer og religiøs social kontrol, der begrænser mulighederne – især for kvinder.

Værre bliver det når det så også viser sig, at ikke-vestlige indvandrere i al for sjælden grad får deres førtidspension revurderet sammenlignet med personer af dansk oprindelse.

Det er dyrt

Førtidspension er en vigtig, men også dyr løsning for samfundet, og når en så stor andel af ikke-vestlige indvandrere modtager denne ydelse, så bliver det en tung byrde.

På godt 20 år er udgiften til førtidspension til ikke-vestlige indvandrer steget til over otte milliarder kroner om året. Det er immervæk en sjat skattekroner. Det er også vigtigt at bemærke, at problemet ikke kun er økonomisk, men også kulturelt.

Hvis hele generationer af indvandrere og deres børn ser førtidspension som en mulig livsvej, så risikerer vi at skabe en selvforstærkende cyklus, hvor afhængighed af offentlige ydelser bliver normen i visse miljøer.

Henrik Kokborg, som selv har siddet som sagsbehandler i Aarhus og Jylland, beretter i Berlingske om hvordan han har siddet overfor folk, som ikke har haft motivation til at arbejde, men ikke led af synderlige fysiske gener. Han beretter sågar om hvordan visse grupper rådgiver hinanden om måder at snyde sig til førtidspension. Hvis det er sandt, så understreger det bare, at vi ikke kan lukke øjnene for, at en for stor del af vores integrationsindsats har slået fejl. Vi er nødt til at turde tage diskussionen om det her.

Revurdering

Derfor bør man revurdere og genåbne tildelingen af førtidspension specielt i udsatte boligområder.

Vi er nødt til at blive klogere på, om de her borgere reelt set ikke kan arbejde. Det er nødvendigt at sikre, at vi ikke placerer mennesker på passiv forsørgelse uden grundig vurdering af deres muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men vi må ikke stoppe der.

Det er også essentielt at tage et opgør med den sociale kontrol, som især rammer kvinder fra ikke-vestlige miljøer, og som forhindrer dem i at tage del i samfundet på lige fod.

Vi skylder os selv og hinanden at finde en bedre vej - en vej, hvor vi sikrer, at alle får mulighed for at bidrage til fællesskabet, og hvor ingen efterlades på sidelinjen. Det er ikke kun en økonomisk nødvendighed – det er også et spørgsmål om retfærdighed og menneskelig værdighed.

Niklas Stenbye er en af Tidendes faste kommentatorer. Han er tidligere formand for blandt andet Bornholms Ungeråd og nuværende folketingskandidat for Venstre på Bornholm.