Præster i krig

Krigens dilemma må holdes åbne

Krigen i Ukraine har længe haft alles bevågenhed, men har nu fået konkurrence af krigen i Mellemøsten.

På mange kilometers TV-afstand informeres vi om status på slagmarken i nyhederne og for eksempel Tv-programmet Krigens Døgn, hvor højt rangerede militærfolk og en studievært med pegepind giver os et indblik i krigens næste træk, som var det et spil Stratego. Vi ser nu forfærdelige billeder fra Libanon med boligblokke i ruiner, uskyldigt dræbte, ofre for krigens logikker.

Krigens selvfølgelig slår revner

Men krigene hænger mange af os ud af halsen.

Deres selvfølgelighed slår lige så stille revner. Krigenes udslettelseslogik virker som en gold blindgyde. Det ikoniske billede på uovervindelighed og Ukraine-krigens selvfølgelighed - en kvindelig statsminister og en mandlig præsident - smilende forenet i et doneret F-16 fly - virker fortidigt og i dag næsten smagløst.

Ikke pacifist

Og nej, jeg er ikke en verdensfjern pacifist, der ønsker at pege fingre ad soldatens mission på slagmarken.

I en verden fuld af dilemmaer må krigen fra tid til anden vælges til for at undgå en værre ulykke. Kun hvis mennesker var gode og holdt fred hele tiden, så ville krigen være en absolut umulighed.

Og samtidig viser historien, at krig og død ikke får det sidste ord - krig ”er kun en lille kortvarig ufred, der afværger en uendelig, grænseløs ufred” (Martin Luther).

Krige går i sig selv, viser historien, da de i sig selv rummer deres egen opløsning. Tiden læger mange sår, siges det.

Sådan tænker jeg som kristen realist og ikke pacifist. Krig er aldrig en selvfølgelighed men altid en undtagelse valgt i et dilemma - og den har kun sin tid.

Men hvad er så dit problem, spørger du?

TV-dokumentaren Præster i krig holder os fast på kriges dilemma, gør dette dilemma åbenlyst på en ny måde.

Det er svært ikke at fascineres af disse præsters engagement for soldaterne; forsøget på altid at lytte, deres bidrag til den gode stemning og den zone af normalitet, der omgiver dem, og som sørger for, at råheden ikke bliver det samlende.

Fra Bornholm er sognepræst Louise Christina Howard fra Aaker kirke tilknyttet Hjemmeværnet på Almegårds Kaserne, ligesom sognepræst Áki Kristoffer Nielsen fra Olsker er feltpræst knyttet til kasernens 3. bataljon, der i tilfælde af krig skal sættes ind i Letland.

For mig er disse præsters arbejde med til at holde krigens mange dilemmaer åbne.

Tænk på omkostningerne, som krige har for udsendte: moralsk skade, PTSD, splittede familier og sår på den nationale værdighed.

Hvorfor er krigen så selvfølgelig, at der ikke er stemmer, der yder modstand? En decideret fredsbevægelse, der arbejder mod krigen, glimrer ved sit fravær. Vi hører intet om diplomatiske bestræbelser eller fornyede forsøg på samtale - kun om oprustning og selvfølgelige våbenleverancer.

Hal Koch skrev efter Anden Verdenskrig en berømt artikel med titlen "Ordet og Sværdet" (1945). Pointen var, at vi kan vælge at tale sammen eller slås. Demokrati er samtale, et fravalg af krig, sagde han.

Det synes vi at have glemt. Sværdet – våbnene - taler for sig selv. Hvad gør disse krige mod den demokratiske samtale, som vi bygger vore vestlige samfund på?

Krigens dilemma må holdes åbent.

Inden Søndag er vores serie, hvor øens præster på skift skriver en klumme om lørdagen. Skribenterne står helt frit i valg af emne og udtryksform