Vælgerforeningen er krumtappen i vores demokrati – et helt nødvendigt element. Vælgerforeningen udgør det, som venstrefløjen i 70erne kaldte for basis-demokratiet. I vælgerforeningen mødes partiernes medlemmer lokalt og taler blandt andet politik, og – nok så vigtigt - finder ud af hvem, der skal stå på stemmesedlen.
De fleste borgere tænker nok ikke videre over dette – det med hvem, der stiller op, er ”noget partierne finder ud af”. Det er det også, men det sker bare ikke af selv. Det er noget, som nogle beslutter – og det foregår i den lokale vælgerforening.
Færre medlemmer
Antallet af medlemmer af et politisk parti er faldet dramatisk de senere år og udgør i dag cirka 10 procent af, hvad tallet var i 1960.
Det er skidt, for det betyder, at vælgerforeningens forankring i lokalsamfundet bliver mindre, og det betyder at puljen af mulige kandidater svinder ind.