Pavas turistpakke

Poul Pava har fået besøg af sin mors venner og viser Bornholm frem. Plankebøf uden trykimprægnering og fugleedderkopper er dagens turistmenu.

Min mor ringede forleden, for Svend og Grethe kommer til øen igen i år.

De har ingen børn, men de passede mig, da jeg var lille, og så er jeg tvangsindlagt til at køre en tur med dem hvert år, når de er på besøg på øen.

De ankommer med bus til et pensionat for pensionister, og så skal jeg køre en tur med dem, fordi de har passet mig for 50 år siden.

Så det kan jeg godt i år igen, siger min mor, for de var altid flinke ved mig som barn.

Ja ja, mor. Jeg kører en tur med. Jeg henter Svend og Grethe igen i år og kører helt sikkert den samme tur som sidste år. Det bliver en lang dag af gentagelser.

Første stop på turen er Hasle røgeri - der skal de have to fiskefileter, ligesom de fik sidste år. Fiskefilet fra fryser og remoulade og fritter til.

De har ellers alt muligt friskrøget, men det spiser de ikke. De vil have en fiskefilet igen i år.

– Du fik altid en fiskefilet, da du var barn hos os Poul, og det elskede du, siger Grethe.

Nå gjorde jeg det. Så er det måske derfor, jeg hader det så meget i dag, tænker jeg i mit stille sind.

Jeg bytter min fiskefilet ud med en friskrøget hvidløgs markrel, og så sætter vi os udenfor, for Grethe har kaffe med selv - der ingen grund til at rutte med pengene, når man selv kan lave det jo.

Videre går turen op til Hammershus. Vi stopper der, og igen i år sidder de i bilen og kigger op på ruinen. Der ingen grund til at gå helt derop, for de har set en film om den på youtube, og det nok.

Svend har glemt sit kamera og får skældud af Grethe, for det var det eneste, han skulle huske.

– Jeg kan tage nogle med min mobil, siger jeg i stedet, og det gør jeg så, mens de venter i bilen.

– Ja, jeg går ikke så godt mere og har taget en del på de senere år, siger Grethe til mig.

Men sandheden er, at hun har altid været for fed, tænker jeg, og lidt motion ville have været godt.

Vi sidder og glor og spiser et stykke kage, selvom vi lige har spist, og Grethe hælder mere kaffe op.

Derefter vil Svend gerne op og se sommerfugleparken, men vi skal lige forbi tanken, for han skal købe håndbajer først. Vi går ind ind butikken, og Svend siger til mig.

– Vi kan lige sige til Grethe, at sommerfugleparken også har fugleedderkopper, for så vil hun ikke med derind. Sidste år blev hun nemlig bidt af en i Randers regnskov, som kravlede ind i hendes ærme, da hun skulle prøve at holde den. Og så bed den hende, og nu er hun skrækslagen for dem, siger Svend ..

Okay, svarer jeg. Hvad skal hun så, imens vi går derind?

– Ja hun kan vente i bilen og æde en is, mens vi kigger og snakker, for jeg skal da lige høre nogle gode historier udefra Thailand, griner han, og det skal hun jo ikke høre på vel, Pava?

Nå ja - nej, siger jeg, og vi stiger ind i bilen på vej mod sommerfugleparken.

Vi ankommer, og jeg fortæller Grethe, at de har en del store fugleedderkopper derinde, så det bliver spændende at se dem også Grethe.

– Jeg skal i hvert fald ikke med derind så, siger hun og fortæller, at hun er blevet bidt af en i Randers Regnskov.

Svend foreslår, hun æder en is imens. Ja tak, siger Grethe. Det vil hun gerne, mens hun venter i bilen.

Vi går rundt derinde, og jeg fortæller historier fra Bangkoks natteliv, og Svend lyser op som en lille dreng.

– Men jeg tør ikke flyve, så jeg kommer aldrig derud, siger han, og Grethe vil heller aldrig give mig lov alligevel.

Vi kører videre, og det er tid til at spise engang mere. Vi drejer ind et sted, hvor man kan få stjerneskud og is symfoni til dessert. Ja, det er det, de vil de have. Men Grethe vil have en plankebøf på en tallerken, fordi Svend engang har lavet en derhjemme på et stykke træ, der var trykimprægneret, og det blev hun syg af.

– Det passer fandme ikke. Jeg blev da ikke syg, siger han og Grethe får sin vilje: En plankebøf på en tallerken så.

Svend siger, at når man nu ikke kan få et skud i stjernen af Grethe mere, så kan man sku altid komme til Bornholm og få sig et stjerneskud - ha ha griner han, og Grethe siger, at den slags ikke interesserer hende mere - og hun er for gammel til romantik. Det må han selv klare, siger hun og griner.

Vi slutter af med issymfoni, selvom der aldrig har været et symfoniorkester nede i det is, der spiller musik for en, mens man spiser det.

Derefter kører jeg dem tilbage til pensionatet.

Jeg får 100 kroner til diesel - det samme beløb som sidste år.

– Resten af pengene kan du købe en pakke smøger for, siger Svend, og husk at sende alle de billeder, du tog med din telefon, Poul. Du sender dem til Svend og til hans en mail, og så får han dem, siger Grethe, for hun har ikke forstand på computere og den slags.

– Gad vide, hvad vi skal have at spise i dag, Svend, siger hun og håber, det er noget med fisk måske, for de har halv pension.

– Farvel, farvel. Vi ses næste år, Poul, og vi hilser din mor hjemme i Ribe..

Ja farvel og tak for i dag, selvom den næsten var den samme som sidste år.

– Det var i hvert fald godt, jeg ikke kom med ind til de edderkopper, for dem er jeg nemlig bange for, siger hun engang mere.

Jeg dytter vinker og siger farvel engang mere og kører hjem til mig selv.

Og de blev glade, selvom de ingenting rigtig fik set alligevel - ligesom sidste år...