Pavas store ildebrand

Pava kigger 30 år tilbage og drømmer sammen med sin vandmand om mazarinkage, tv-speaker og nedbrændt hjem.

I dag, mandag, handler det om dette digt, som jeg skrev tilbage i 1993 - altså for næsten 30 år siden.

Storm P sagde, at det hele går af helvede til, men om 30 år er det de gode gamle dage.

Dette digt fra 1993 minder i bund og grund meget om den hverdag, vi ser og har i dag.

Jeg håber, I kan genkende noget af det hele, og at de gode gamle dage sådan set også dengang var fyldt med alvorsnak og ikke mindst tv-værter, der talte verden ned i et stort sort hul.

Med ønsket om en god sommer, koldskål, skål skål og skide være med det og fortsat god læselyst

Hilsen Poul Pava

1993 af Poul Pava

Det er sommer igen og Fru TV-Avis taler og taler og jeg ser med

For jeg ser Fru TV-Avis med Lene Johansen, fordi hun er så smuk, når hun sidder der på sin fine pind

omgivet af al slags teknisk isenkram.

Hun taler rigsdansk

og alvorssnak.

Hun taler om kinesere

og om dem, der lider af alt for lidt livsglæde.

Jeg ved ikke, om jeg selv er en af dem.

Men jeg elsker at se Fru TV-Avis,

når den bare er læst op af hende med det smukke lyse hår.

Fru TV-Avis får mig til at drømme,

om det perfekte ægteskab jeg aldrig selv fik.

Jeg tænker, hvor er hun da smuk dér, imens hun taler videre

om alt det modsatte af godt...

Jeg pisker ud og sætter kaffe over, for jeg har købt dejlig kage ind.

Jeg husker også lige, at se til min vandmand, som nogen har bildt mig ind

jeg ku’ gøre tam..

Den ligger på bunden af mit badekar,

og dens antenner og tentakler vifter næsten for vildt.

Måske skulle jeg hælde noget mere salt i,

inden jeg ser det sidste

med Fru TV-Avis. Jeg når ikke at se hende, men ser lige Hr. Voldborg.

Han taler med sit æggehoved,

og siger, at der ikke bliver badevejr før til næste år.

Ja, jeg er da ligeglad!

tænker jeg, og stopper ham ned i en konvolut.

Jeg sætter frimærker på og skriver!

Voldborg strik en ny sommer sammen,

for vi vil ikke have flere af dine brugte solskinsdage her!

Originalen taler færdig, og jeg får skåret mazarinkagen ud,

et lille stykke til min vandmand og resten til mig selv.

Ja, jeg skal lige til at æde det første stykke,

da jeg pludselig opdager, at

det lugter brændt fra min kaffemaskine.

Det var da fandens, for jeg får ikke at se det sidste med Lene Johansen,

der kommer farende ned fra min satellit

for jeg får travlt med at få slukket,

inden hele hytten brænder ned.

Jeg får bugt med ilden,

og slipper for min forsikringsmand,

men jeg undgår ikke at komme til mig selv,

og da det værste chok har lagt sig,

opdager jeg, hvor sort det hele ser ud.

ja, det ligner det til tider trælse liv

Fru TV-Avisen altid taler om!