Pas godt på værestedet

På Værestedet opdager man hurtigt, at man ikke er alene her i verden, og at man igen kan indgå i et godt og samhørigt fællesskab, hvor alle tager vare på hinanden.

Hvor går man hen, når rummets fire vægge bliver for triste at se på. Når ensomhedens følelse indfinder sig? Når energien er ved at tappe af.

Måkse er man/du ikke på arbejdsmarkedet længere? Måske blev du pensioneret før tid, fordi et eller andet i livet ramte dig hårdt: Arbejdspres, fysisk sygdom, tab af en kær ægtefælle/slægtning, socialt netværk der blev tyndere, ondt i livet, traumatiske hændelser i fortiden. Psykisk sårbarhed der gør, at det bliver sværere og sværere at klare tidens/samfundets ustandselige krav om: omstillings-parathed.

Eller måske har du en direkte psykiatrisk diagnose, hvor du dog kan have et tåleligt liv ved at få den korrekte medicin, og hvor forhåbentlig omsorgsfulde mennesker kan hjælpe dig i din hverdag.

Du er ikke længere en del af det såkaldte “normale – pulserende liv” – men tro mig: du er ikke alene. Der er efterhånden flere og flere, der bliver “medlemmer af klubben.”! Befolkningen i Danmark lider mere og mere af stress og psykiske problemer.

Jeg har ikke løsningen? Kan man stoppe udviklingen? Næppe! Men vi må skabe bedre, bæredygtig menneskelig eksistensvilkår. Måske som de første i hele den vestlige verden?

Du og jeg/filosoffer/fremtidsforskere/politikere/. Vi må alle på banen. Nye ideer eftersøges: Sæt en dusør på højkant!

“Hvad gør vi nu lille du”? Hvor går man hen med angsten og uroen? Gemmer sig væk? Nej, det rigtigste er at søge læge.

Så bliver man måske henvist til psykiatrisk afdeling. Hvad ellers – er der andet at gøre? Hvis venner og familie ikke kan hjælpe mere. Personalet er formentlig i underskud. Alt skæres jo ned i vores tid. Nå, men man får forhåbentligt noget beroligende medicin, og forhåbentlig også samtaleterapi. Jeg skal ikke “kloge” mig for meget på det. Jeg kender kun det, som jeg hører i pressen hver eneste dag, når jeg hører såkaldt “dårligt nyt”. Og dog! jeg har flere års erfaring igennem et arbejde som frivillig på et værested på Nordfyn.

Men nu kommer det sværeste: udskrivelsen fra psykiatrisk afsnit, hvis man ikke har noget eller nogen at komme hjem til.

Heldigvis findes der “Oaser”/væresteder, der efterhånden popper overalt i Danmark, fordi de åbenlyst har deres berettigelse. De popper op som paddehatte i disse år.

På Værestedet “Blæksprutten” i Rønne er der ansat lønnet værestedsmedarbejder og et antal frivillige, der altid står med åbne arme og en fremstrakt hånd til at tage imod dig, hvis du har brug for nogen at snakke med. Det fremgår tydeligt via navnet: Blæksprutten og alle dens arme!

De ansatte er mennesker, der er åbne og har tid til dig. Her er altid plads til tid: Den tid, der normalt ikke er til stede i vores “normale/unormale” moderne samtid. Tid er en mangelvare i Danmark.

Nej, her er altid plads til en samtale over en kop kaffe: let du blot dit hjerte. De har hjerterum – de løser op sammen med dig.

Her er mennesker i samme “forliste” båd som dig. Mange lærer hinanden at kende. Nogle bliver hjertensvenner.

Måske har man gået og gemt og grublet over noget i så lang tid, at det er svært at bære alene.

Men på Værestedet opdager man hurtigt, at man ikke er alene her i verden, og at man igen kan indgå i et godt og samhørigt fællesskab, hvor alle tager vare på hinanden.

Visse dage er der fællespisning – hvis man har lyst – det er helt op til dig, om du har lyst til at deltage. Man kan også deltage i forskellige aktiviteter: udflugter/ spille kort – brætspil/sy/male/træsløjd. Man kan også spille og synge sammen med andre. Der er undervisning i guitarspil for begyndere en gang om ugen.

De fleste hygger sig over en kop kaffe og får en snak om dagligdagen og livet i stort og småt.

Vor tid er derfor ikke blot et personligt- og eksistentielt problem. Det er det også – men det er især et medmenneskeligt.

Sluttelig indspark: Til politikerne/de respektive myndigheder skal lyde en opfordring: Pas godt på værestedet. Det vil i det lange løb spare kommunen for adskillige lange- og kostbare indlæggelser med meneskelige omkostninger til følge.