Nytårshilsen til svinene

Nytårshilsen til svinene
Arkivfoto: Allan Rieck
KOMMENTAR | DEBAT | 13. JAN • 16:30
Af:
Holger Ø Mortensen
Nexø
KOMMENTAR | DEBAT | 13. JAN • 16:30

Svineavlere på Bornholm ønskes godt nytår.


Der er netop udkommet en ny oversigt dansk svineproduktion.

Det er som sædvanligt skræmmende læsning. En bornholmsk dyrlæge har udtalt: Svinene har ikke haft det bedre end nu de seneste 10 år. Den udtalelse må stå for hendes egen regning.

De barske realiteter om svineproduktionen ser således ud: I 2024 blev der født næsten 40 millioner svin i DK - heraf cirka 25 procent dødfødte eller døde før slagtning.

Svinetæthed og dyrevelfærd.

Danmark - og dermed Bornholm - er verdens mest svinetætte område.

ALLE ornegrise kastreres - ofte uden behørig bedøvelse. Trods forbud mod halekupering får 95 procent af alle smågrise klippet halen af. 80 procent af svin til videre opfedning i ind- og udland transporteres mere end 10 timer. 55 procent af alle svin eksporteres til andre lande - endda lande så langt borte som Spanien og Italien.

Svineindustrien står for 56 procent af vores samlede antibiotikaforbrug. Svineeksporten udgør sølle to procent af vores samlede vareeksport - og så er udgifterne endda ikke talt med.

Forbrugerne

Man kan også undres over, at man i danske supermarkeder kan købe svinekød af fremmed oprindelse.

Før jul købte jeg to flæskestege i en Dagli´ Brugs på Bornholm. Det viste sig de to stege var fordærvede og uspiselige.

Jeg fik refunderet varerne. Etiketten på de to kødvarer var ukorrekte, så man kunne ikke se hverken oprindelseslandet, hvor svinet var slagtet eller hvor gammelt kødet var. Forretningen har nu lukket deres slagterafdeling.

Vareansvarlig Thomas Roland fra Coop må have været på overarbejde i juledagene. Da Fødevarestyrelsen fik sig snøvlet sammen til at undersøge sagen 7. januar, så var de rådne varer selvsagt væk. Derimod er begge mine rådne flæskestege stadig til rådighed - den ene i en fryser - den anden ude i fri luft.

Hvorfor kigger Fødevaremyndighederne ikke på disse?

Kontrol og lokal indsats

Hvad siger lokale praktiserende dyrlæger og slagteridyrlæger til denne slendrian?

Fødevarestyrelsen i Rønne søger i øvrigt en dyrlæge til en ledig stilling. Dette er mere end påkrævet.

Det er indlysende for enhver, at de dyreetiske regler for svineproduktion på Bornholm - og i Danmark - er under al kritik, og tilsyneladende fødevaresikkerheden for forbrugerne ligeså. Tiden er kommet til at afvikle dansk svineproduktion.

Og kom ikke og sig, at bornholmersvin har det nævneværdigt bedre. Det er rent svinespin.

Debatredaktørens bemærkning

Skribenten henviser til gylle.dk som dokumentation for nogle af udsagnene. I den nævnte konkrete sag har jeg 3. januar rettet henvendelse til Coop således, at de kunne reagere. Jeg har ikke fået nogen reaktion

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT