Jeg synes, at det danske foreningsliv er både rigt og varieret. Noget af det, der slog mig mest, da jeg kom hertil for 25 år siden - og endda også for små 60 år siden første gang jeg frekventerede Bornholm - var netop det rige foreningsliv, der fandtes her på Bornholm. Det er bestemt ikke blevet mindre, gennem tiden.
Der findes snart en forening for næsten alt - interesseforeninger, idræts- og sportsforeninger, kristelige og politiske foreninger - ja, bare fire personer sætter sig sammen, så er det lige før, at der stiftes en ny forening joker vi jo ofte med.
Opbakning og indflydelse
Vi bakker i Danske Seniorer op om alle tiltag, der gør det lettere at være spejderforening, idrætsforening eller seniorforening.
Vi har nemlig i de sidste 10 år oplevet, hvor meget bankregler og GDPR-regler fylder i Danske Seniorers medlemsforeninger. Danske Seniorer er inviteret med i partnerskabet, og skal komme med anbefalinger til regler og byrder, der kan afskaffes, og foreslå nye tiltag til gavn for foreningslivet. Vi glæder os til arbejdet i partnerskabet.