Istanbul fik for et år siden en af verdens mest kendte rundmoskeer, katedralen Hagia Sophia. Den verdenskendte og historiske bygning blev af Tyrkiets nuværende leder, Recep Tayyip Erdogan, besluttet omdannet til moské. Bygningen er grundlæggende firkantet, men den enorme kuppel efterlader gæsten med et indtryk af en rundmoské.
Det bliver helt sikkert ikke en moské af samme format, vi kommer til at få her på Bornholm. Men en moské er på vej, og den er meget velkommen.
Vi har religionsfrihed i Danmark, og alle trossamfund er derfor velkomne. Men trossamfund, der ønsker åbenhed og dialog, er endnu mere velkomne.
Derfor er det en fornøjelse at høre, at formand Modather Azzam og hans forening Det Islamiske Fællesskab Bornholm ikke bare arbejder på at opføre en moské her på Bornholm. Men at målet både er at skabe en særlig bornholmsk version af moskeer med inspiration fra vores runde kirker og gøre den nye institution til en åben dialogskabende institution, der kan bruges til et væld af arrangementer.